Vangede Here We Come.

Vangede Here We Come.

I november 1986 flyttede vores lille bofællesskab til Gentofte. Ved et kæmpe held fik jeg et engagement på Jægersborg Kro med min trio, og det varede rundt regnet 15 år. Det fik den konsekvens, at vi fik private engagementer rundt omkring i kommunen, men uvist af hvilke grund var Vangede en undtagelse. Det eneste jeg kendte til den del af kommunen kom fra Dan Turèlls mesterværk Vangede Billeder, der beskrev hans temmelig hårde barndomskvarter, som nu er ”long gone”.

                                                 Et klenodie fra min ungdom.

 

  Trioen, som vi kaldte ”Jægersborg All Stars”, fik efterhånden et trofast stampublikum, så nye hoveder blev bemærket.  En torsdag aften besatte to mænd i 50årsalderen bordet nærmest orkesteret. De var lidt ubestemmelige af type, men mindede om kontormænd og var oplagt på kroen for første gang.  Når man valgte det bord ca. halvanden meter fra musikken, så fik man jazzen lige i hovedet uden filter af nogen art, men de to var tilsyneladende ligeglade med vores til tider ret voldsomme udladninger.

De fik jazzen lige i hovedet.

Tre mand var der plads til ved bordet, men de afviste høfligt enhver, der spurgte til den ledige plads. Den ene af dem var meget sky  med et sørgmodigt, hængende ansigt som en Bassethund. Han undgik øjenkontakt, hans kammerat derimod var mere modig og turde godt kigge på os i få sekunder af gangen. Når publikum klappede, undgik de denne anstrengelse og kiggede lidt forlegent væk. ”Fish out of water”, tænkte jeg ved mig selv.

Den tredje mand!

Da der var gået en times tid, og vi holdt pause, kom en lille mand buldrende ind i lokalet og markerede sin ankomst med et skingert pift. De to mænd livede kendeligt op og fik med tegn og fagter kaldt ham hen til bordet. Den nyankomne, som jeg her kalder Gorm, lagde sin motorcykelhjelm med mørkt visir foran sig, kaldte på Sonja, tjeneren, og bestilte tre fadøller til sig selv og vennerne.

Jægersborg All Stars. Fra venstre Peter Nissen trommer, Leif Madsen klarinet og Hans K. Pedersen klaver.

 Man så mangt og meget på Jægersborg Kro, men Gorm var et kapitel for sig. En lille bitte mand på grænsen til dværgstatur, iført læderjakke med  nitter, stramme bukser og scooterstøvler. Ansigtet var kuglerundt og usædvanlig blegt og temmelig fedladent. Håret var helt stift af brillantine eller lignende fedtet substans med lille spytkrølle længst fremme på issen. De små øjne plirrede ustandseligt søgende rundt, og engang imellem kommenterede han noget dog så dæmpet, at jeg ikke kunne opfange det. Han var om muligt endnu mere fejlplaceret, tænkte jeg, og både han og kumpanerne var nok forsvundet, når vi startede, men nej.

Nyboders Pris.

Efter hvert nummer sad de to og kiggede spørgende på Gorm. Klappede han, så klappede de også og, hvis han med sin mimik eller kommentarer tilkendegav, at et nummer ikke var i orden, så kiggede de demonstrativt væk. Han var simpelthen deres jazzprofessor. Sent på aftenen vovede Gorm sig hen til mig og kom med en forespørgsel: Der var tre store fadøl til os, hvis vi kunne spille Nyboders Pris. Det gjorde vi så, og da Leif, klarinettisten, sang teksten var alt lutter idyl, og resten af aften skortede det ikke på bifald fra de tre venner.

Optagelsesprøve.

Det gentog sig over nogle uger. Gorm, denne mærkelige lille mand, havde fuldstændig magt over sine kammerater. Snart opstod et helt lille ritual: En halv time før lukketid kom forespørgslen på Nyboders Pris – med sang vel at mærke – og efterfølgende kom belønningen i form af fadøl til os trængende musikere.  Til sidst fik det dog en ende. Gorm henvendte sig højtideligt til mig en aften og forklarede, at de nu nogle gange havde vurderet os og også andre orkestre for at finde ud af, hvem der skulle underholde til en stor fest, som de planlagde. Valget stod mellem os og en anden trio, hvis navn jeg har lykkeligt glemt. Engagementet gik til det orkester, der kunne spille ”Wild Cat Blues” så tæt på den plade, han havde derhjemme. Kunne vi spille den? Det nikkede vi høfligt til og opfyldte så hans ønske. På det tidspunkt havde vi noget, der mindede om fast arbejde i Nyhavn, hvor nummeret indgik i vores repertoire, så det gik strygende. Nu skulle der voteres, og så gik de udenfor, og et øjeblik efter var sagen klar: Vi fik jobbet.    

                 Sådan lød vi dengang. “I Get The Blues When It Rains”. 

 

Han var og blev et hundehoved.

  Indtil videre havde alting været godt, men så begyndte kvalerne. Gorm, jazzprofessoren, blev koblet fra og Bjørn, manden med det evigt bedrøvede hundehoved, fik mit telefonnummer. Det viste sig, at han var den eneste med hus og have, så han var blevet tvangsindlagt som vært. Det blev indledningen til en lang række telefonsamtaler, hvor alting skulle vendes og drejes. Tidspunktet, betalingen, hvor meget plads vi krævede i hans stue og hvad med overtid? Bjørn havde den mest irriterende fistelstemme, man kan forestille sig, og han var god til at fremstille sig selv som en forfulgt uskyldighed tilsat melankolsk hundehoved. Ydermere var han exceptionel dygtig til at opfinde nye ting, der skulle vendes og drejes i det uendelige. Når han ringede vidste jeg med gysende sikkerhed, at den næste halve time var spildt.

Inde eller ude?

Endelig troede jeg, at nu kunne han ikke finde på mere, da han skiftede mening: Pludselig skulle festen foregå udendørs i et telt i haven, og han så gerne, at jeg kom forbi for at diskutere placering i teltet samt belysning. Nyt var også, at der skulle være velkomstdrink på hans terrasse, hvor vi skulle spille et par numre. Derfor havde han skrevet udkast til en ansøgning om polititilladelse. Mon jeg lige ville kigge på dem også? I forvejen var jeg temmelig knotten, for den kontrakt jeg havde fremsendt, og som for længst skulle være returneret, var udeblevet. Det blev til, at jeg indvilgede i at komme forbi mod at få kontrakten underskrevet med tilbage.

Mig til Vangede.

Så mig op på cyklen og afsted til Vangede. Jeg benyttede lejligheden til et nærmere kig på bydelen – måske i et forfængeligt håb om at opleve Dan Turèlls farverige proletar-Vangede. Det var der nu ikke noget tilbage af, jeg kunne lige så godt være på sight- seeing i Brønshøj, Vanløse, Rødovre eller Husum. En stilfærdig oplevelse. Kontrakten, ja den fik jeg ikke med tilbage, for den var blevet væk. Det, jeg derimod fik forklaret i alle detaljer var, hvorfor hans ægteskab var brudt sammen, og hvilken dum so konen var. 

    

  Så oprandt selve dagen og naturligvis ingen underskrevet kontrakt i posten. Jeg ringede, og han forsikrede, at den var skam var sendt. Okay, tænkte jeg, nu var der investeret så meget tid på det famøse job, at jeg ikke kunne udholde tanken om, at det var forgæves. Han kom til at betale i den første pause, vedtog jeg. 

 Ensom dame mindst 40 år!

Vejrudsigten var ikke med os. Henunder aften var der lovet heftige byger med risiko for skybrud. Men det gik godt – til at begynde med. Vi startede med dæmpet musik på terrassen. Alle 18 herrer var i jakkesæt og en enlig dame, var klædt på til narrestreger i ultra kort nederdel og gennemsigtig hvid bluse med en kavalergang så lang som Kielerkanalen. Der blev skålet for klubben – jeg husker det som en kegleklub – og der blev råbt hurra for  Bjørn, der gæstfrit lagde hus til. 

Med tribune og alting.

Spisningen skulle foregå ved et langbord placeret midt i teltet, og til os var der lavet en lille tribune i bunden af teltet af ølkasser og spånplader.  Et par unge piger serverede maden, jeg husker ikke hvad, men sprut var der nok af. Efter forretten delte pigerne sange ud, og det blev betragtet som en selvfølge, at vi spillede til. Det havde vi selvfølgelig prøvet før, men denne gang var bunden nået.

Bunden er nu nået.

Hvis tårer var guld, Pepita fra Mallorca og Klavs Jørgen er slemme nok, men når vi kommer til Den Evigglade Kobbersmed er bunden nået. Jeg skummede indvendigt, og tænkte, at nok havde jeg ikke haft en forventning om at komme til at spille i Carnegie Hall, da jeg begyndte med jazzen, men dog heller ikke forventet at underholde med Den Evigglade Kobbersmed i et telt i Vangede. Da pausen langt om længe kom, og jeg ville sætte mit angreb ind, var Bjørn forsvundet – i øvrigt med den enlige kvinde.

Så luskede bjørnen af.

Da jeg forstod, at de måske var inde i huset og ville følge efter, måtte jeg opgive, for i mellemtiden var det blæst op, og en hidsig byge fik mig til at standse. Så på med vanten, men midt i et nummer faldt en del af teltet ned i hovedet på os, og vi fik meget travlt med at redde instrumenter og først og fremmest sørge for, at der ikke kom vand i elektronikken. Vi kom i gang igen, og nu var Bjørn tilbage, klædeligt rødmosset og styrtende fuld. Han satte sig på sin stol og faldt hen, men engang i mellem rejste han sig og brølede Nyboders Pris. Et par stykker af gæsterne anbefalede, at vi spillede det nummer, for Bjørn var kendt for at gå amok, hvis han var fuld og ikke fik sin vilje. Så det blev til flere repriser. Ved samme lejlighed fik jeg opbygget en vis forståelig modvilje mod Nyboders Pris.

Der samles ind til huslejen.

Regnvejret var forbi for en stund, og det var interessant at følge den enlige dame, der tilsyneladende havde hurtige forretninger med mange forskellige af mændene. Festen sluttede brat, for pludselig stod der to betjente inde i teltet og beordrede musikken standset. Det var så enden på den fest, det skal dog lige tilføjes, at det ikke varede mange minutter efter betjentenes ankomst, før alle gæsterne var forsvundet som sprit for solen på nær os og Bjørn.

Det sidste opgør.

–  Vi skal lige have ordnet det med pengene, sagde jeg til ham bryskt, og i det øjeblik jeg havde sagt det, satte han sit mest bedrøvede hundeansigt op.

–  Kan det ikke vente?

–  Nej, sagde jeg og hankede op i ham sammen med Leif, og vi slæbte ham over i huset ind i hans dagligstue. Leif skyndte sig tilbage, da det begyndte at styrtregne, og han var bange for instrumenterne.

–  Nu henter du pengene, kommanderede jeg.

–  Der er lige det problem, at vores kasserer forsvandt, da politiet kom, fik Bjørn snøvlet.

–  Du skriver en check nu, brølede jeg ind i øret på ham, og Bjørn blev så forskrækket, at han faldt ned i sofaen. Heldigvis lå checkheftet i en ordentlig stak papirer på bordet. Han kunne godt mærke, at der var klogest, at han føjede mig. Så ved en kraftanstrengelse fik han udfyldt dato, sted og beløb, men da han skulle til at skrive under rakte kræfterne kun til at skrive fornavnet.

Med ført hånd.

Så gik han i bogstavelig forstand under bordet og var næsten ikke til at få op igen. Endelig fik jeg hevet ham op og sat ham i sofaen. Da han stadigvæk holdt pennen i hånden, gjorde jeg noget slemt. Jeg førte hans hånd, så der kom en krusedulle på checken, der med megen velvilje kunne tydes som et efternavn. Under denne skammelige handling væltede et kaffekrus, som efterlod en stor skjold på checken. Før jeg gik, kunne jeg ikke lade være med at kigge på den bunke papirer, der lå på sofabordet, for øverst lå der et afslag fra politiet på ansøgningen om polititilladelse, da der ikke var anført nogen dato, og nedenunder lå min kontrakt, som altså slet ikke var postet. Bjørn ikke alene lignede et hundehoved, han var det også.

Bank under bordet.

Jeg havde det ikke godt med aftenens afslutning, men heldigvis havde jeg en velvillig bankrådgiver. Da jeg henvendte mig til ham, og han havde gransket checken et laaangt stykke tid, blinkede han til mig og sagde, at det nok var gået hårdt til den aften og indløste den. Pyha – sikke en lettelse. Det er ikke lige en af den slags hændelser, man husker på med stor glæde, men nu mange år efter, er jeg forhåbentligt tilgivet.

Nyboders Pris igen igen.     

Egentligt havde jeg ikke regnet med at se trekløveret igen. Men efter nogle måneders forløb sad de pludseligt på kroen igen. Denne gang i det fjerneste hjørne. De gjorde ingen tegn på gensynsglæde. I sidste pause gik jeg ned til dem, takkede for sidst og tilbød dem en aftale. Hvis jeg nu gav en omgang fadøl, kunne vi så ikke slippe for at spille Nyboders Pris?

 

                                                       Pater Peter.