Om Pater Peter

Jeg er født 4. februar 1950 på Frederiksberg. Min far var offentlig anklager og min mor røntgenfotograf. Vi boede i Vanløse i en bungalow, og opvæksten og barndommen var præget af sparsommelighed. Realeksamen fik jeg på St. Jørgens Gymnasium på Frederiksberg, og jeg er student fra Gentofte Statsskole i 1970. Da jeg var 15 år begyndte jeg at spille på kornet, og i min tid på Gentofte Statsskole dannede jeg mit første jazzorkester, og det blev starten på et liv som kapelmester, der først sluttede i 2006. Siden har jeg skrevet romanen Blues For Degas (Hovedland 2007) samt Buddy Boldens Storyville Blues (Lulu 2014). Jeg har også malet og blandt andet udstillet i Svenske Villaen i Bernstorffsparken. Her ser du et selvportræt fra 2010.

 

 

Gentofte blev en realitet i 1986, og hér har jeg boet siden 1986 sammen med min kone Lene Jersin. Fra midt firserne og 10 år frem arbejdede jeg som programmedarbejder i DR, først med jazzprogrammer, så som vært i Hotel Evergreen og siden som satiriker. I midt arbejdsliv har jeg været rundt i krogene, blandt andet som antikvarboghandler og årsvikar samt  leder af et pladeselskab. Dertil kommer år som rejseleder i USA og Caribien, koncertarrangør, foredragsholder, formidler af koncertturneer især for amerikanske musikere. I mange år var jeg Jazzklubformand i Jægersborg Jazzvenner. Dertil kommer mange polemiske indlæg i Villabyerne.
Jeg er ikke medlem af noget politisk parti og har ikke megen tiltro til alt for bombastiske holdninger/meninger. Som grundsynspunkt holder jeg altid med den svageste part.
Jeg har altid været et søgende menneske på vej, men først nu i 2018
blev jeg som et lyn fra en klar himmel til Pater Peter.