Fortællinger

Velkommen til fortællinger om Gentofte.
Titlerne på de enkelte fortællinger kan ses nedenunder.
Klik på titlerne for at læse fortællingerne.

PÅ HJUL MED EDDIE MERX

I disse tider, hvor vi bliver tæppebombet med Tour De France, kommer jeg også med et beskedent indlæg.
Denne historie er ca. 35 år gammel og udspiller sig på Ganløse kanten.
Mit orkester var engageret til at spille i forbindelse med afholdelsen af etape-cykelløb, hvor opløbet skulle finde sted tæt på Ganløse Kro.
Læs mere...

Velkommen til et møde med Gentoftes elite på Sølyst.

Har du også lyst til at stikke næsen frem og opleve, hvordan de rigtig rige og fine – også medlemmer af kongehuset – morer sig? Hvor granvoksne mænd bliver til glade drenge endnu engang? Så tager jeg dig ved hånden og åbner døren til de hellige haller. Følg med!
Læs mere...

Jazzoriginalen.

Da vi begyndte vores engagement på Jægersborg Kro i vinteren 1987, husker jeg bedst en mand, som jeg her kalder Olrik. At se ham var som et møde med fortiden, for Olrik var en type. Han var, som jeg huskede en del af klientellet fra de glade dage i halvfjerdserne på Nicolaj Plads, i Cafe Nick eller Vingården. Hyggeligt at den slags eksistenser stadigvæk er til, tænkte jeg umiddelbart. Det blev jeg ikke ved med at synes.
Læs mere...

Vangede Here We Come.

I november 1986 flyttede vores lille bofællesskab til Gentofte. Ved et kæmpe held fik jeg et engagement på Jægersborg Kro med min trio, og det varede rundt regnet 15 år. Det fik den konsekvens, at vi fik private engagementer rundt omkring i kommunen, men uvist af hvilke grund var Vangede en undtagelse. Det eneste jeg kendte til den del af kommunen kom fra Dan Turèlls mesterværk Vangede Billeder, der beskrev hans temmelig hårde barndomskvarter, som nu er ”long gone”.
Læs mere...

Here comes the bride.

Familiefester er ofte vanskelige at komme igennem for et jazzorkester. Konfirmationer er de værste, for som regel er konfirmanderne ikke spurgt til råds, og hvis de var, havde svaret været ”No Way”. Nogen gange viser de sig slet ikke i det lokale, hvor musikken spiller. Så konfirmationer lærte jeg med erfaring at sige nej tak til.
Læs mere...

- Kunsten stiger.

I den følgende beretning er navne forandret, og få enkeltheder er sløret lidt, men i sin helhed holder historien vand.
For mange år siden arrangerede Villabyerne læserrejser til New Orleans og De Dansk Vestindiske øer med mig som rejseleder.
Familien Richter lærte jeg at kende på sådan en rejse.
De skilte sig ud fra de øvrige deltagere ved at flyve på businessclass, men var ellers meget tilbageholdende, nærmest anonyme.
Læs mere...

Et juleeventyr.

Vi er i slutningen af tresserne i december måned, og jeg gik i gymnasiet. Jeg spillede på trompet og havde netop fået mit første rigtige job som orkesterleder i januar måned i det nye år. Et job med underskrevne kontrakter og løn i rigtige menneskepenge.
Læs mere...

- En ægte Gentofte-historie.

En gang i 1985 blev jeg ringet op af en direktør fra et firma, som jeg i dagens anledning kalder Øernes Kredit Selskab og direktøren for Hr. Frydendal.  Han havde læst min annonce i fagbogen, hvor jeg ubeskedent påstod, at mit orkester var landets bedste.
Læs mere...

- Sankt Peder.

Efter gymnasiet var forbi i 1970, var jeg ikke meget i Gentofte, før Lene i 1975 inviterede mig til et stævnemøde. Hun havde fået en invitation fra forfatteren Mogens Lyhne til en fest med ledsager i et kollektiv på Vilvordevej tæt på, hvor vi bor i dag.
Læs mere...

De dansende mænd.

I Conan Doyles historie ”De dansende mænd” er der en gåde, som Sherlock Holmes opklarer legende let til sidst. Det er anderledes i min historie af samme navn, som også rummer en gåde, stadigvæk uløst.
Læs mere...

- Panik før lukketid.

I går kom jeg forbi vandtårnet i Jægersborg, og tankerne vendte tilbage til dengang i efteråret 1968, hvor jeg havde mit første og sidste engagement som orkesterleder i vores gymnasieband.
Læs mere...

- Ind i reservatet.

Da jeg var 17 år og skulle i gymnasiet, søgte jeg ind på Gentofte Statsskole, der havde en samfundsfaglig gren. Jeg kendte stort set intet til Gentofte, udover at jeg nød de gange, jeg havde været på Strandvejen og havde glædet mig over synet af alle de smukke huse.
Læs mere...

 

 

PÅ HJUL MED EDDIE MERX

I disse tider, hvor vi bliver tæppebombet med Tour De France, kommer jeg også med et beskedent indlæg. Denne historie er ca. 35 år gammel og udspiller sig på Ganløse kanten. Mit orkester var engageret til at spille i forbindelse med afholdelsen af etape-cykelløb, hvor opløbet skulle finde sted tæt på Ganløse Kro.

Legenden Eddie Merx

Det var en privatperson, der stor for det hele, autolakerer, husker jeg svagt. Hovedpersonen var den legendariske Eddie Merx – flere gange Tour De France vinder.

Pengene lokkede

Næstsidste dag skulle vi spille fem timer på en tribune i opløbssvinget, og på finale dagen var hyret et andet band. Ikke ligefrem den type jobs man drømmer om, men pengene var okay.

Frisk fyr den arrangør

Arrangøren havde tænkt sig at få dækket udgifterne ved at opkræve penge ved start og mål. To dage før løbet startede, var der forlydender i aviserne om, at arrangøren ikke havde fået politiets tilladelse til at foretage den nødvendige afspærring, men at arrangøren regnede det for en formsag.

På Herrens Mark

Aftalen var, at vi skulle mødes med arrangøren en time før jobbet på selve kroen, men han kom ikke. En ung tjener fortalte os, at chefen ville komme senere, men vi skulle bare gå i gang. Hvor var tribunen, spurgte jeg. Tjeneren forklarede, at ved et uheld, havde firmaet, der udlejede tribunen, kørt den ud på en nærtliggende pløjemark. Han gik med os et stykke hen ad vejen og pegede. Ganske rigtigt, dér stod en velvoksen tribune et godt stykke inde på en mark. Den var lukket hermetisk til alle sider på nær den side, der vendte ud mod det åbne land og væk fra landevejen.

Hvad nu lille du?

Tjeneren gik, der var ingen at henvende sig til, så hvad gør man? Det var mig, der havde underskrevet kontrakten og havde lovet musikerne en løn, så jeg valgte, at vi skulle spille.

Meget uhøflige harer

Det var bare om at komme i gang. Fem timers (hemmelig) friluftskoncert fuldstændig uden tilskuere. De eneste, der kom forbi var to harer, af den specielle slags, der ikke bryder sig ikke om jazz, så de  forduftede.

Et lignende smukt landskab malet at Ulrik Hoff kiggede vi på i fem  stive timer. To utilfredse harer var alt vores publikum

Han kom direkte fra værtshus

I pauserne hentede vi øl, meget øl, og timerne sneglede sig af sted. En af musikerne, jeg kalder ham Frank her, var i dyb krise.Da han ankom til engagementet, lugtede han langt væk af natværtshus. Det kulsorte hår strittede, og et sæbeøje blev søgt skjult med dystre spejlsolbriller. Et kæmpebælte gav en svag rockerassociation, og kniven ved siden talte sit eget dystre sprog. Ikke ligefrem en type man går hen på gaden og spøger om ild. I sidste del af jobbet var Frank holdt op med at tale, og der kom kun uartikulerede gutturale grynt fra ham.

De var ikke glade

Da jobbet endeligt var forbi gik vi ned på kroen og SURPRISE. Arrangøren var dukket op og sad sammen med nogle venner ved et bord og så noget mistrøstige ud.

Stoler du ikke på mig?

Det var mit lod at bede om penge. Mine medmusikere sad tæt på og ventede. Forventningerne til at få lønnen var meget ringe, og chefen afviste mig med da også med en bemærkning om, at dem ville han sende til mig i næste uge. Jeg sagde, at det var imod aftalen, hvorpå han vredt spurgte mig, om jeg ikke stolede på ham? Det var et af de få øjeblikke, hvor man kan være heldig at få en lysende ide. ”Jo, selvfølgelig, men det gør han ikke, sagde jeg og nikkede over i retning af Frank, der meget belejligt bidrog med et vredt grynt. Så faldt pengene.

Moralen er: GÆLDER DET HYREN SÅ LYV!

Samme dag eller næste det, det husker jeg ikke, så jeg i tv-avisen, at politiet ikke havde givet tilladelsen, løbet var aflyst og ingen ville få deres penge. Men vi vidste bedre.

Jeg må tilføje, at historiens Frank har været død i over 30 år.

Pater Peter.

 

 

 

 

 

 

Velkommen til et møde med Gentoftes elite på Sølyst.

Har du også lyst til at stikke næsen frem og opleve, hvordan de rigtig rige og fine – også medlemmer af kongehuset – morer sig? Hvor granvoksne mænd bliver til glade drenge endnu engang? Så tager jeg dig ved hånden og åbner døren til de hellige haller. Følg med!

Sølyst indbydende, men desværre forbeholdt de fine og rige.

Med en fin beliggenhed i Klampenborg, udsigt udover Øresund og tæt på Bellevue indbyder Sølyst til nærmere bekendtskab. Den smukke, gamle, hvide bygning har perlegrus belagt gårdsplads foran hovedbygningen, gamle kanoner signalerer historisk betydning og en statelig trappe fører op til indgangen. Indenfor er det, der først gør indtryk, de mange kuriøse våbenskjolde, der pryder væggene. Her holder logen Skydebrødrene til og har holdt hof på stedet i mere end 200 år. Hver skydebror har sit eget våbenskjold efter eget design, og der er nu så mange våbenskjolde, at der ikke er plads til at hænge dem alle sammen op på én gang. Der er en tilhørende skydebane i en sidebygning, hvor brødrene mødes i ædel kappestrid. Smukke store lokaler danner rammen om brødrenes møder, men lokalerne lejes også ud til private. Bag Sølyst er der en park med meget høje, statelige træer, og i bunden af parken er den føromtalte udsigt, der alene er et besøg værd.

Jeg havde af ren og skær nysgerrighed opsøgt stedet et par gange til forskellige udstillinger, men pludselig blev jeg uventet inviteret med som gæst til en af skydebrødrenes sammenkomster. En flot gestus for sådan en gæstebillet kostede dengang for 20 år siden næsten 2.000 kr. Udover oplysning om tid og sted, fik jeg besked om, at smoking var obligatorisk. Ved sådan en lejlighed ville jeg ikke stå tilbage for nogen, så jeg valgte en hvid smoking og en højrød butterfly.

I højt humør cyklede jeg af sted til Sølyst og kunne konstatere, at jeg var den eneste, der havde valgt det befordringsmiddel, og de, der kom samtidigt med mig, blev kørt. Det forstod jeg senere. Overtøjet blev anbragt i kælderen, og så var det bare ind, hilse på personen, der havde inviteret mig og flere som jeg kendte fra andre sammenhænge – desværre ikke for det gode.

Ved en lille bar stillede man sig i kø for at få en velkomstdrink efter eget valg. Der blev skænket med store armbevægelser, og jeg fik mig en gin og tonic. Halv gin og halv tonic – sådan er det i det selskab. Allerede da jeg stod i kø, kunne jeg godt fornemme, at der var noget, der var helt galt. Selvom jeg lyste op i det bølgende hav af sorte jakker, var der ikke nogen, der komplimenterede min alternative og festlige påklædning. Det gik efterhånden op for mig, at jeg var lige så fejlplaceret som et cigaretskod i en flødeskumskage. Rigtig tid og sted, men forkerte farver. Ups!

I selskabet befandt sig også en excentrisk kunstmaler, her kaldet Hagbart. Han høvlede sin store whiskysjus ned og fik bestilt endnu en, som også gled ned. Desværre var det ikke det eneste, der gled ned – eller rettere dalede ned - for smokingbukserne dalede ned lidt på samme yndefulde måde, som jeg forestiller mig Dannebrog dalede ned fra himlen. Da flaget foldede sig ud afsløredes det smukke rød-hvide kors, og ligeledes afsløredes et farverigt syn, da Hagbarts halvlange, blygrå underbukser kom for dagens lys, dekorativt plettet af malerklatter i røde, gule, blå og grønne farver. Hagbart var godt beruset og bemærkede ingenting, og jeg kæmpede med latteren, før jeg forbarmede mig, og hjalp ham ud af pinlighederne. Skydebrødrene havde travlt med at mingle og havde heldigvis ikke bemærket noget. Sådan som der blev kævet, forstod jeg efterhånden bedre, hvorfor så mange skydebrødre ikke kørte selv.

Pludselig henvendte en herre sig, gav hånd og sagde, at han gerne ville byde velkommen til Sølyst. Fin gestus over for os gæster tænkte jeg straks, men glæden forsvandt, da vi fik øjenkontakt. Vi havde nemlig en forhistorie sammen. For nogle måneder siden havde han været vært til en fest i Jægersborg Hotels festsal, hvor jeg spillede med mit orkester. Da den aftalte spilletid var forbi, henvendte han sig til mig og påstod, at der manglede en time. Det benægtede jeg, han insisterede, og først da jeg ville hente kontrakten, opgav han. Det platte forsøg på at presse os til at spille ulønnet videre rystede mig. Han ville så købe en time ekstra. Jeg konfererede med mine medmusikere, og vi gav ham et meget fint tilbud. Det afslog han og tilbød det halve, som jeg blankt afslog. Så begyndte han en yderst nedladende enetale om, hvordan han var blevet millionær på at sælge elektronik, og at jeg aldrig ville klare mig som kapelmester, hvis jeg ikke tog imod hans tilbud. Jeg kvitterede ved at sige tak for i aften, og derefter pakkede vi sammen. Sikke dog et røvhul, tænkte jeg. Nu stod han her som repræsentant for Sølyst og bød mig velkommen! Det blev historiens korteste håndtryk.

Så skulle vi til bords. Et fuldstændig overdådigt bord med kongeligt porcelæn og tungt sølvbestik var dækket, og aftenens traktement bestod blandt andet af en hel hummer til hver. Champagne? Of course og til overflod. Vinen og maden spillede fint sammen, og der var tilmed et lille ensemble, der sad højt hævet på en lille balkon og spillede lettere underholdningsmusik.

Her mødtes disse samfundsspidser i en lokal udgave af Ædedolkenes Klub. Nye penge og gamle penge blandede blod, og stemningen var høj. To personer, som jeg kendte fra andre sammenhænge, dominerede med deres brovtende og selvhævdende historier og latterbrøl. Så tog formanden ordet, nu var det alvor. Først praktiske meddelelser, fødselsdage, sket siden sidst og deslige. Så kom noget som skydebrødrene åbenbart anså som toppen af komik. Der skulle uddeles bøder til medlemmerne. Alle mulige fjottede regler skal overholdes, ellers koster det. Jeg husker ikke alle disse regler, men erindrer at min ”vært” blev idømt en bøde på 1.000 kr., fordi en af hans gæster, nemlig undertegnede, ikke var i den reglementerede påklædning. Naturligvis er det ubehageligt at blive sådan hængt ud. Der var mange, der skulle have bøder og formanden spurgte, om de anklagede godkendte bøden, og alle svarede pænt ja, indtil der indtraf noget som, ud fra latteren at dømme, var et højdepunkt ved deres samvær. Igen bliver der idømt en bøde på 1.000 kr. men denne gang svarer den adspurgte nej til bøden. Så er der straks opmærksomhed. Formanden hæver bøden til først 2.000 kr. og så vidt jeg husker til 5.000 kr., før den anklagede accepterede bøden. Så blev der grinet, for han var virkelig en guttermand, og 5.000 kr. er vel heller ikke for meget, når man til gengæld modtager sine brødres anerkendelse.

Siden hen fik jeg opklaret, hvorfor min påklædning udløste en bøde. Man skulle ellers tro, at en smoking er en smoking uanset farven. Brøden består i, at man kun må have hvid smoking på, når kongeskibet er i havn – eller måske er det omvendt? Vigtige sager, og uha rød butterfly, hvad bliver det næste? Efter middagen var der kaffe, cognac og sjusser, man konverserede og pralede rundt omkring samt spillede mausel om penge – hvad ellers?

Så havde jeg fået nok og forlod skydebrødrene med stanken af penge siddende i næsen. Overflod, ja det tør siges, men også selviscenesættelse og tom pral var her sande værdier. Måske skulle de skifte navn til SKRYDEBRØDRENE.

Pater Peter.

 

Jazzoriginalen Olrik.

 

Jægersborg Kro.

Da vi begyndte vores engagement på Jægersborg Kro i vinteren 1987, husker jeg bedst en mand, som jeg her kalder Olrik. At se ham var som et møde med fortiden, for Olrik var en type. Han var, som jeg huskede en del af klientellet fra de glade dage i halvfjerdserne på Nicolaj Plads, i Cafe Nick eller Vingården. Hyggeligt at den slags eksistenser stadigvæk er til, tænkte jeg umiddelbart. Det blev jeg ikke ved med at synes.

Det er jo ikke udseendet, der gør det.

Det første indtryk blev det blivende, for udover en stadig voksende vom, var han uforanderligheden selv. Et kuglerundt hoved med et lalleglad smil klistret på. Han var halvskaldet med lange hårtjavser hængende ned over ørene, i munden en majspibe som, når han tog den ud af munden, afslørede et sæt Hornung og Møller tænder. Dertil lyseblå cowboyskjorte og blå cowboybukser.

Han savlede en del, så der sad altid lidt ubestemt klis i mundvigene. Det mest irriterende var nok hans unaturligt høje, knirkende fistelstemme, der mindede om Simon Spies’ ditto.

Forklædt som jazzfan!

Han havde en yndlingsmelodi, som han plagede os om at spille. ”Man kan vel ikke gøre for, at man har charme”, var hans ønske. Netop charme var der i Olriks tilfælde et markant underskud af. En aften med dårligt fremmøde blev vi enige om at spille melodien for at få lidt fred for ham. Klarinettisten Leif var oven i købet så venlig at synge det ene vers, som han kunne huske. Det skulle vi aldrig have gjort, for nu blev vi evigt og altid plaget af ham. Melodien er der ikke noget i vejen med, men ambitionerne var højere end at spille opfordringer på revyviser for bumser. Det var netop det, han var på trods af forklædningen som jazzfan.

Noget for noget.

Et lyst hoved fandt på - når opfordringen kom - at sige til ham, at den har vi allerede spillet. Det trick virkede en tid, men til sidst gennemskuede han os. Så udtænkte jeg en ny metode til at blive vores plageånd kvit. Jeg sagde, at hvis vi skulle spille den melodi, måtte han gøre noget til gengæld. Så røg majspiben ud af munden, og med den irriterende fistelstemme spurgte han forundret om, hvad jeg mente? Svaret lød:

-  Du skal synge teksten, så spiller vi med.

Forslaget lød ganske plausibelt, men hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg aldrig foreslået det.

Næste uge kom han og krævede, at vi spillede hans ønske, han var parat til at synge. Ingen af os havde drømt om, at han kunne synge, og det kunne han så heller ikke.

Et foreløbigt nulpunkt.

Det var et absolut nulpunkt i jazzens historie. Swinge, nej, holde takt, nej, synge rent, nej og huske teksten, nej. Det betød, vi måtte sætte ekstra takter ind hist og her for at få sang og musik nogenlunde i sync. Publikum var forbløffet, men de fleste tog det som en god spøg, morede sig og råbte på mere. Det blev det ikke til, og denne opvisning i pinlighed, som var John Cleese værdig, fik ingen efterfølger. Olrik forsvandt umiddelbart bagefter uden at sige et ord, og jeg så ham ikke et godt stykke tid.

Lidt om musikken på Jægersborg Kro og en video.

Jeg blev meget glad for en måned tids siden, hvor jeg fandt et par videoklip fra Jægersborg Kro med vores trio. Vi spillede ofte publikumsopfordringer, som det også fremgår af fortællingen, ofte med uventet resultat, især hvis det var melodier, vi ikke havde spillet før. Her tager vi livtag med "When I Am Sixty Four". Ved denne lejlighed er vi Leif Madsen på klarinet, Morten Nielsen på trompet, Niels Andersson på klaver og undertegnede på trommer.

Der var næsten altid propfyldt på Jægersborg Kro, når der var jazz. Ofte var der solister med fra USA, her Tuba Fats (Anthony Lacen).  Fra venstre er vi Henrik Stiigvad banjo, Peter Nissen trommer, Tuba Fats på sousafon, Morten Nielsen på trompet og Leif Madsen på saxofon. Hans K.Pedersen spillede klaver, men er ikke med på billedet. Denne aften havde vi også Tuba Fats' kone Linda Young på besøg - og sørme om ikke også Olrik med den evindelige majspibe var til stede.

Med Olrik i New Orleans.

Som sagt var Olrik gået under jorden og han var ikke savnet. Men intet varer evigt. Tre måneder senere havde vores lokalavis Villabyerne arrangeret en tur til New Orleans med mig som rejseleder. Jeg havde set deltagerlisten forinden, og der var ikke nogen overraskelser. Derfor blev jeg chokeret, da det første mit øje mødte ude i Kastrup lufthavn var en majspibe og bagved røgskyerne Olrik. Villabyernes repræsentant fortalte, at der var kommet et afbud, så Olrik havde i sidste øjeblik købt den ledige plads.

Majspiben følger med!

Ud over at det var en meget dårlig nyhed, kunne jeg ikke lade være med at fundere over, hvor han havde fået så mange penge fra.

I flyet fik vi udleveret blanketter, som skulle udfyldes og afleveres til immigrationsmyndighederne. Der var flere i vores gruppe, der ikke var så stærke i engelsk, så jeg kom rundt i flyet for at hjælpe. Mange var berusede og Olrik mest. Øjnene svømmede, og han snøvlede. Jeg instruerede ham i, hvor han skulle krydse af. Han var den sidste, og det var svært at forklare ham noget, så jeg udfyldte de felter, der kunne frembyde besvær, f.eks. værdien af hans bagage.

Det må jeg ikke for mor!

Indflyvningen begynder, og en stewardesse indsamler blanketterne. Olrik giver tegn til, at han vil snakke med mig. Jeg går hen til ham, og i en sky af whiskyånde snøvler han, at han har markeret, at han lider af psykiske lidelser. Lige det modsatte af, hvad jeg har instrueret ham i. Jeg gyser og forudser med det samme en vred lufthavnsbetjent, der holder Olrik tilbage og lader os andre komme igennem. Hvorfor gjorde du dog det, spørger jeg, og forklaringen lyder lalleglad, at han har lært hjemmefra, at man ikke må lyve. Det var noget af det værste, der kunne ske. Hvad skulle jeg stille op, hvis en af deltagerne blev tilbageholdt i New York? Skulle jeg som turleder lade ham, der var det svageste led, blive tilbage i New York og selv rejse videre sammen med de øvrige?

Vi slæbte ham igennem.

Jeg lagde råd op med min ven, klarinettisten Leif, og da vi skulle igennem immigrationsskranken, lagde vi hver en arm omkring Olrik og førte ham med raske skridt hen til den ventende official. Jeg forklarede, at Olrik, der var sammen med os, havde fået lidt rigeligt indenfor vesten, men vi skulle nok tage os af ham. Bim, bam dynamolygte, som man sagde i min ungdom, og så var vi igennem. Miraklernes tid var ikke forbi.

Some like it hot!

Da vi ankom til vores hotel i New Orleans, hvor der var over tredive grader, gik Olrik i brædderne, hønefuld som han var. Han havde tænkt sig at skrue op for sin air con, men kom i stedet til at åbne varmen for fuld speed. Der lå Olrik i et par døgn, og intet kunne vække ham. Til sidst var det nødvendigt at få en ansat på hotellet til at låse døren op. Lægehjælp var påkrævet, og han kom ikke uden for hotellet i de næste tre dage og trissede rundt uden at sige meget. I slutningen af opholdet vovede Olrik sig lidt ud i New Orleans og fik også hørt noget musik, som han var svært begejstret for.

 

The 'Come Back Kid'.

Hjemme igen var Olrik som sunket i jorden, men så fik jeg opringninger fra flere forskellige af rejsens deltagere. Olrik forfulgte dem, forlød det. Han ringede op ustandseligt og plagede først om det ene så det andet, eller han mødte op hjemme hos de stakkels rejsedeltagere. Om jeg ikke kunne gøre noget? Jeg blev svar skyldig, for ham skulle jeg ikke længere ind på livet af. Det næste var, at han afholdt en fest for rejsedeltagerne i sit kolonihavehus. Her proklamerede han, at han egenhændigt havde engageret et orkester fra New Orleans og havde sendt pengene til flyvebilletter af sted. Da jeg hørte det, var jeg ved at gå bagover. Returbilletter New Orleans – København til seks mand kunne dengang ikke gøres for under 40.000 kr.

Engang pamper altid pamper!

Nu gik Olrik i gang med at skaffe engagementer og ringede også til mig, der var formand for den lokale jazzklub. Jeg lyttede høfligt, men mente ikke, at vi kunne betale halvdelen af flybilletterne og løn til seks for os aldeles ukendte musikere. Jeg spurgte, hvor de ellers skulle spille og fik svaret, at de i hvert fald skulle spille ude i hans kolonihave. Da jeg sagde ”Nej Tak”, blev han rasende. Jeg var pamper, tålte ikke konkurrence og meget mere af samme slags. Alt det nid og nag, som jeg antager stammer tilbage fra Olriks fiasko som sanger, fik frit løb.

Knud Grothes Gallerie som lokalafdeling af Statens Kunstfond.

Få dage efter viste galleriejer Knud Grothe mig et særpræget brev, han lige havde modtaget fra Olrik. Med sirlig skråskrift og med forbløffende sikker retskrivning bad Olrik om et engagement i Knuds galleri til det seks mands band, han ville importere. Olrik fremførte det noget overraskende synspunkt, at når Statens Kunstfond kunne sprede sine donationer, burde Knud også gøre det. Det kunne vel ikke være meningen, at denne Peter Nissen evig og altid skulle have fortrinsret! Om Knud blev smigret over denne sammenligning med Statens Kunstfond, ved jeg ikke, men det bestyrkede mistanken om, at Olriks virkelighedsopfattelse var temmelig afvigende. Tournéen blev aldrig til noget, og af bagveje har jeg hørt, hvad der skete.

Postvæsnet ved man, hvor man har.

For at sætte skub i tingene og få amerikanerne til at forstå, at han var seriøs, havde Olrik sendt tilstrækkelig med dollars til at betale seks flybilletter, ganske enkelt ved at putte pengene ned i en prøvekonvolut, lukke den med en clips, sætte frimærke på og så afsted med luftpost til kontaktpersonen i New Orleans. Denne har nok rullet med øjnene, da han åbnede konvolutten. Olrik var heldig, for modtageren var en hædersmand, der, i stedet for at stoppe pengene ned i foret, returnerede pengene på samme måde, som han havde modtaget dem vedlagt et høfligt afslag. Orkesteret kunne ikke rejse til Danmark, da der ikke var linet nogle jobs op. Historien fortæller også, at vi der troede, at han var en fattig bums, tog fejl, for fattig var han ikke. Hvor pengene kom fra, det står stadigvæk hen i det uvisse.

Nu skal vi ud og se på damer.

Jeg har regnet mig frem til, at det var omkring 2002, at jeg så Olrik sidste gang, men jeg hørte bl.a. fra min datter, der gik på Ordrup Gymnasium, at han skam stadigvæk kom på gaden. Hun mødte ham i ny og næ på vej hjem fra skole sammen med veninderne og blev mødt med tilråb som: ”Jeg kender din far”. Hun var i den alder, hvor hun syntes, det var vildt pinligt. Det forstår jeg godt. En anden historie, der er ca. fem år gammel, udspillede sig ved Frederiksberg Rådhus, hvor Olrik stod og ventede på bussen. Da han fik øje på en af mine medmusikere, råbte han så højt, at alle ved busstoppestedet kunne høre det. Olrik havde lige været oppe hos en luder, der boede rundt om hjørnet, og hun var rigtig sød, brølede han. Skulle de ikke gå sammen derhen? Pinligt, pinligt, pinligt.

Og hvem har vi på linjen?

Fra 2002 til omkring 2016 har Olrik plaget min familie og mig med telefonopkald, ofte flere gange om dagen. Han har skiftevis brølet, sunget, knurret, gøet eller piftet i telefonen, undtagelsesvis har han råbt, at jeg skal forny mig, skamme mig eller hvad som helst. Jeg har haft lyst til at kontakte politiet, men er blevet belært om, at det kun vil gøre ham endnu mere opsat på at chikanere os. Nu har der været fred i et par år, og jeg tænker, at han er enten død eller kommet på et hjem. Måtte freden vare.

Hamskiftet.

Det er ikke sådan, at jeg er imod originaler. Tværtimod, og jeg har med vemod konstateret, at de næsten er forsvundet fra bybilledet, hvor jeg bor og kommer hen.

Måske er der nye på vej, men næppe unge, for de er meget strømlinede og tænker kun på karrieren. Det er blevet mig fortalt, at ældre mennesker i nogle tilfælde kan skifte ham, især hvis de tidligere har været under stærk påvirkning af en original. Man kan blive smittet så at sige. Forleden dag greb jeg mig i at gå og nynne ”Man kan vel ikke gøre for, at man har charme”, så kiggede jeg på mine bukser samt min skjorte og konstaterede, at det var blåt cowboytøj, som er blevet en slags uniform for mig. Helt galt blev det forleden aften, hvor jeg i egne tanker sad og surfede på nettet og var lige ved at købe en majspibe.

Pater Peter.

 

Vangede Here We Come.

I november 1986 flyttede vores lille bofællesskab til Gentofte. Ved et kæmpe held fik jeg et engagement på Jægersborg Kro med min trio, og det varede rundt regnet 15 år. Det fik den konsekvens, at vi fik private engagementer rundt omkring i kommunen, men uvist af hvilke grund var Vangede en undtagelse. Det eneste jeg kendte til den del af kommunen kom fra Dan Turèlls mesterværk Vangede Billeder, der beskrev hans temmelig hårde barndomskvarter, som nu er ”long gone”.

               Et kostelig klenodie fra min ungdom. Cover Peder Bundgaard.

Trioen, som vi kaldte ”Jægersborg All Stars”, fik efterhånden et trofast stampublikum, så nye hoveder blev bemærket. En torsdag aften besatte to mænd i 50 årsalderen bordet nærmest orkesteret. De var lidt ubestemmelige af type, men mindede om kontormænd og var oplagt på kroen for første gang. Når man valgte det bord ca. halvanden meter fra musikken, så fik man jazzen lige i hovedet uden filter af nogen art, men de to var tilsyneladende ligeglade med vores til tider ret voldsomme udladninger.

Sådan så vi ud dengang. Fra venstre: Peter Nissen trommer, Leif Madsen klarinet og sang samt yderst til højre Hans K. Pedersen klaver.

Sådan lød vi omkring 1986. Melodien er: I Get The Blues When It Rains.

Fish out of water.

Tre mand var der plads til ved bordet, men de afviste høfligt enhver, der spurgte til den ledige plads. Den ene af dem var meget sky med et sørgmodigt, hængende ansigt som en Bassethund. Han undgik øjenkontakt, hans kammerat derimod var mere modig og turde godt kigge på os i få sekunder af gangen. Når publikum klappede, undgik de denne anstrengelse og kiggede lidt forlegent væk. ”Fish out of water”, tænkte jeg ved mig selv.

Så kom chefen.

Da der var gået en times tid, og vi holdt pause, kom en lille mand buldrende ind i lokalet og markerede sin ankomst med et skingert pift. De to mænd livede kendeligt op og fik med tegn og fagter kaldt ham hen til bordet. Den nyankomne, som jeg her kalder Gorm, lagde sin motorcykelhjelm med mørkt visir foran sig, kaldte på Sonja, tjeneren, og bestilte tre fadøller til sig selv og vennerne.

Ikke Gorm den gamle.

Man så mangt og meget på Jægersborg Kro, men Gorm var et kapitel for sig. En lille bitte mand på grænsen til dværgstatur, iført læderjakke med nitter, stramme bukser og scooterstøvler. Ansigtet var kuglerundt og usædvanlig blegt og temmelig fedladent. Håret var helt stift af brillantine eller lignende fedtet substans med lille spytkrølle længst fremme på issen. De små øjne plirrede ustandseligt søgende rundt, og engang imellem kommenterede han noget dog så dæmpet, at jeg ikke kunne opfange det. Han var om muligt endnu mere fejlplaceret, tænkte jeg, og både han og kumpanerne var nok forsvundet, når vi startede, men nej.

Han vidste besked.

Efter hvert nummer sad de to og kiggede spørgende på Gorm. Klappede han, så klappede de også og, hvis han med sin mimik eller kommentarer tilkendegav, at et nummer ikke var i orden, så kiggede de demonstrativt væk. Han var simpelthen deres jazzprofessor.

Nyboders Pris.

Sent på aftenen vovede Gorm sig hen til mig og kom med en forespørgsel: Der var tre store fadøl til os, hvis vi kunne spille Nyboders Pris. Det gjorde vi så, og da Leif, klarinettisten, sang teksten var alt lutter idyl, og resten af aften skortede det ikke på bifald fra de tre venner.

En ukendt fan tegnede dette billede af trioen på Jægersborg Kro i 1987. Jeg gætter på at Hans denne aften er erstattet af Kjeld Lauritsen.

 

Det gentog sig over nogle uger. Gorm, denne mærkelige lille mand, havde fuldstændig magt over sine kammerater. Snart opstod et helt lille ritual: En halv time før lukketid kom forespørgslen på Nyboders Pris - med sang vel at mærke – og efterfølgende kom belønningen i form af fadøl til os trængende musikere.

Op til jazzeksamen.

Til sidst fik det dog en ende. Gorm henvendte sig højtideligt til mig en aften og forklarede, at de nu nogle gange havde vurderet os og også andre orkestre for at finde ud af, hvem der skulle underholde til en stor fest, som de planlagde. Valget stod mellem os og en anden trio, hvis navn jeg har lykkeligt glemt. Engagementet gik til det orkester, der kunne spille ”Wild Cat Blues” så tæt på den plade, han havde derhjemme. Kunne vi spille den? Det nikkede vi høfligt til og opfyldte så hans ønske.

Og vinderen er........

På det tidspunkt havde vi noget, der mindede om fast arbejde i Nyhavn, hvor nummeret indgik i vores repertoire, så det gik strygende. Nu skulle der voteres, og så gik de udenfor, og et øjeblik efter var sagen klar: Vi fik jobbet.

Bjørn var et hundehoved.

Indtil videre havde alting været godt, men så begyndte kvalerne. Gorm, jazzprofessoren, blev koblet fra og Bjørn, manden med det evigt bedrøvede hundehoved, fik mit telefonnummer. Det viste sig, at han var den eneste med hus og have, så han var blevet tvangsindlagt som vært. Det blev indledningen til en lang række telefonsamtaler, hvor alting skulle vendes og drejes.

Han var en ægte tidsrøver.

Tidspunktet, betalingen, hvor meget plads vi krævede i hans stue og hvad med overtid? Bjørn havde den mest irriterende fistelstemme, man kan forestille sig, og han var god til at fremstille sig selv som en forfulgt uskyldighed tilsat melankolsk hundehoved. Ydermere var han exceptionel dygtig til at opfinde nye ting, der skulle vendes og drejes i det uendelige.

Inde eller ude that's the question.

Når han ringede vidste jeg med gysende sikkerhed, at den næste halve time var spildt. Endelig troede jeg, at nu kunne han ikke finde på mere, da han skiftede mening: Pludselig skulle festen foregå udendørs i et telt i haven, og han så gerne, at jeg kom forbi for at diskutere placering i teltet samt belysning. Nyt var også, at der skulle være velkomstdrink på hans terrasse, hvor vi skulle spille et par numre. Derfor havde han skrevet udkast til en ansøgning om polititilladelse. Mon jeg lige ville kigge på dem også? I forvejen var jeg temmelig knotten, for den kontrakt jeg havde fremsendt, og som for længst skulle være returneret, var udeblevet. Det blev til, at jeg indvilgede i at komme forbi mod at få kontrakten underskrevet med tilbage.

Vangede by day.

Så mig op på cyklen og afsted til Vangede. Jeg benyttede lejligheden til et nærmere kig på bydelen - måske i et forfængeligt håb om at opleve Dan Turèlls farverige proletar-Vangede. Det var der nu ikke noget tilbage af, jeg kunne lige så godt være på sight- seeing i Brønshøj, Vanløse, Rødovre eller Husum. En stilfærdig oplevelse. Kontrakten, ja den fik jeg ikke med tilbage, for den var blevet væk. Det, jeg derimod fik forklaret i alle detaljer var, hvorfor hans ægteskab var brudt sammen, og hvilken dum so konen var.

 

I de første år på kroen gjorde vi ikke så meget ud af reklamen. Det blev til dette lille undseelige visitkort.

 

Kunne man mon stole på ham?

Så oprandt selve dagen og naturligvis ingen underskrevet kontrakt i posten. Jeg ringede, og han forsikrede, at den var skam var sendt. Okay, tænkte jeg, nu var der investeret så meget tid på det famøse job, at jeg ikke kunne udholde tanken om, at det var forgæves. Han kom til at betale i den første pause, vedtog jeg.

Ensom dame mindst 40 år.

Vejrudsigten var ikke med os. Henunder aften var der lovet heftige byger med risiko for skybrud. Men det gik godt – til at begynde med. Vi startede med dæmpet musik på terrassen. Alle 18 herrer var i jakkesæt og en enlig dame, var klædt på til narrestreger i ultra kort nederdel og gennemsigtig hvid bluse med en kavalergang så lang som Kielerkanalen. Der blev skålet for klubben – jeg husker det som en kegleklub - og der blev råbt hurra for Bjørn, der gæstfrit lagde hus til.

Nu når vi bunden.

Spisningen skulle foregå ved et langbord placeret midt i teltet, og til os var der lavet en lille tribune i bunden af teltet af ølkasser og spånplader. Et par unge piger serverede maden, jeg husker ikke hvad, men sprut var der nok af. Efter forretten delte pigerne sange ud, og det blev betragtet som en selvfølge, at vi spillede til. Det havde vi selvfølgelig prøvet før, men denne gang var bunden nået. Hvis tårer var guld, Pepita fra Mallorca og Klavs Jørgen er slemme nok, men når vi kommer til Den Evigglade Kobbersmed er bunden nået. Jeg skummede indvendigt, og tænkte, at nok havde jeg ikke haft en forventning om at komme til at spille i Carnegie Hall, da jeg begyndte med jazzen, men dog heller ikke forventet at underholde med Den Evigglade Kobbersmed i et telt i Vangede. Da pausen langt om længe kom, og jeg ville sætte mit angreb ind, var Bjørn forsvundet - i øvrigt med den enlige kvinde.

Hun dresserede bjørnen.

Da jeg forstod, at de måske var inde i huset og ville følge efter, måtte jeg opgive, for i mellemtiden var det blæst op, og en hidsig byge fik mig til at standse. Så på med vanten, men midt i et nummer faldt en del af teltet ned i hovedet på os, og vi fik meget travlt med at redde instrumenter og først og fremmest sørge for, at der ikke kom vand i elektronikken. Vi kom i gang igen, og nu var Bjørn tilbage, klædeligt rødmosset og styrtende fuld. Han satte sig på sin stol og faldt hen, men engang i mellem rejste han sig og brølede Nyboders Pris.

Spil Nyboders Pris ellers......

Et par stykker af gæsterne anbefalede, at vi spillede det nummer, for Bjørn var kendt for at gå amok, hvis han var fuld og ikke fik sin vilje. Så det blev til flere repriser. Ved samme lejlighed fik jeg opbygget en vis forståelig modvilje mod Nyboders Pris. Regnvejret var forbi for en stund, og det var interessant at følge den enlige dame, der tilsyneladende havde hurtige forretninger med mange forskellige af mændene.

Lovens lange arm kom forbi.

Festen sluttede brat, for pludselig stod der to betjente inde i teltet og beordrede musikken standset. Det var så enden på den fest, det skal dog lige tilføjes, at det ikke varede mange minutter efter betjentenes ankomst, før alle gæsterne var forsvundet som sprit for solen på nær os og Bjørn.

- Vi skal lige have ordnet det med pengene, sagde jeg til ham bryskt, og i det øjeblik jeg havde sagt det, satte han sit mest bedrøvede hundeansigt op.

- Kan det ikke vente?

- Nej, sagde jeg og hankede op i ham sammen med Leif, og vi slæbte ham over i huset ind i hans dagligstue. Leif skyndte sig tilbage, da det begyndte at styrtregne, og han var bange for instrumenterne.

- Nu henter du pengene, kommanderede jeg.

- Der er lige det problem, at vores kasserer forsvandt, da politiet kom, fik Bjørn snøvlet.

- Du skriver en check nu, brølede jeg ind i øret på ham, og Bjørn blev så forskrækket, at han faldt ned i sofaen. Heldigvis lå checkheftet i en ordentlig stak papirer på bordet. Han kunne godt mærke, at der var klogest, at han føjede mig. Så ved en kraftanstrengelse fik han udfyldt dato, sted og beløb, men da han skulle til at skrive under rakte kræfterne kun til at skrive fornavnet.

Med ført hånd.

Så gik han i bogstavelig forstand under bordet og var næsten ikke til at få op igen. Endelig fik jeg hevet ham op og sat ham i sofaen. Da han stadigvæk holdt pennen i hånden, gjorde jeg noget slemt. Jeg førte hans hånd, så der kom en krusedulle på checken, der med megen velvilje kunne tydes som et efternavn. Under denne skammelige handling væltede et kaffekrus, som efterlod en stor skjold på checken. Før jeg gik, kunne jeg ikke lade være med at kigge på den bunke papirer, der lå på sofabordet, for øverst lå der et afslag fra politiet på ansøgningen om polititilladelse, da der ikke var anført nogen dato, og nedenunder lå min kontrakt, som altså slet ikke var postet. Bjørn ikke alene lignede et hundehoved, han var det også.

Bank under bordet.

Jeg havde det ikke godt med aftenens afslutning, men heldigvis havde jeg en velvillig bankrådgiver. Da jeg henvendte mig til ham, og han havde gransket checken et laaangt stykke tid, blinkede han til mig og sagde, at det nok var gået hårdt til den aften og indløste den. Pyha – sikke en lettelse. Det er ikke lige en af den slags hændelser, man husker på med stor glæde, men nu mange år efter, er jeg forhåbentligt tilgivet.

Endelig sammen igen!

Egentligt havde jeg ikke regnet med at se trekløveret igen. Men efter nogle måneders forløb sad de pludseligt på kroen igen. Denne gang i det fjerneste hjørne. De gjorde ingen tegn på gensynsglæde. I sidste pause gik jeg ned til dem, takkede for sidst og tilbød dem en aftale. Hvis jeg nu gav en omgang fadøl, kunne vi så ikke slippe for at spille Nyboders Pris?

Pater Peter.

 

 

Here comes the bride.

Konfirmationer gys!

Familiefester er ofte vanskelige at komme igennem for et jazzorkester. Konfirmationer er de værste, for som regel er konfirmanderne ikke spurgt til råds, og hvis de var, havde svaret været ”No Way”. Nogen gange viser de sig slet ikke i det lokale, hvor musikken spiller. Så konfirmationer lærte jeg med erfaring at sige nej tak til.

Bryllupper.

Bryllupper er også vanskelige, fordi tiden ofte skrider. I kontrakten skriver man f.eks. musik fra kl. 22 til 01.  I nogle tilfælde er bryllupper så forsinkede, at man slet ikke er kommet i gang, når klokken er 01, og kontrakten er udløbet. Så skal man i gang med en yderst vanskelig forhandling, ofte med brudens far. Han skal acceptere, at der skal indgås en ny aftale, hvis der skal spilles musik. Det er sent, han har oftest fået et par glas og synes ikke underligt, det er en kæmpe irritation, at han kommer til at betale to gange for musikken. Samtidigt har  musikerne kedet sig bravt i timevis og vil bare gerne hjem. Man kan forsøge at gardere sig i kontrakten, men morsomt bliver det aldrig.

   Mens det stadigvæk går godt!

 

Søllerød Kro kan vel også gå an.

Denne historie er fra foråret 1897. Vores klarinettist, Leif Madsen, havde et job hos McKinsey. En bekendt derfra skulle giftes, han kom og hørte os, var tilfreds og vi fik tjansen. Jeg havde håbet, at det kunne afholdes i festsalen på Jægersborg Hotel, hvor vi spillede aftenen før, hvad der ville gøre alting nemmere med anlæg og trommesæt, men der var optaget. Derfor valgte brudens familie Søllerød Kro, hvor man i forvejen havde gode erfaringer.

Sentimental Journey.

Der skulle ikke spares på noget. Nu hvor der skulle være fest, var det ikke nok med trio, det skulle være fuldt band og smoking – hvad ellers! Spisningen skulle foregå i den store sal, og når desserten blev serveret, skulle vi være parate.  Så sad vi der 6 mand høj i vores stiveste puds og ventede bag de lukkede fløjdøre. Langt om længe stak overtjeneren sit hoved ud og gav tegn til, at vi kunne begynde. Jeg nikkede til pianisten, der slog de første mageløse triller an på det sorte flygel til vores kendingsmelodi ’Sentimental Journey’. Dørene blev åbnet lidt mere, så selskabet kunne fornemme, at der sad et helt band parat til at underholde dem og spille op til dans. Som orkesterleder er det et særskilt dejligt øjeblik, når alt klapper. Nu kan intet gå galt.

Here runs the bride.

Som sagt alt var idyl, da en af dørene brutalt blev skubbet til side. Ind kommer bruden i sin lange, hvide brudekjole, og hun løber så hurtigt hun overhovedet kan, mens hun holder på slæbet. Jeg kan stadigvæk genkalde lyden af hendes stiletters skratten mod gulvet, der lød henad en salve fra en maskinpistol. Et øjeblik efter kommer brudgommen også løbende højt råbende.

-        Elskling, jeg mente det ikke.

Han nåede ikke at få fat på hende, og sekunder efter hørte vi først den ene bil så den anden bil starte. I mellemtiden fortsatte musikken, og jeg gav tegn til, at musikken ikke måtte stoppe. I øjeblikket syntes jeg, det var vigtigt, men i realiteten ligegyldigt. Så blev begge fløjdørene åbnet, og forskrækkede ansigter dukkede tøvende frem. Brudens far vinkede afværgende til mig og dermed punktum for musikken. Der var en kortfattet ordveksling os to imellem, hvor han blot sagde, at det ingen mening gav at spille videre. Så rakte han mig en konvolut med pengene, og vi pakkede sammen og forsvandt. Et nummer blev det til - og så det af alle.

Ord der dræber!

Via kontakter inde på Leifs arbejde fandt vi senere ud af, at ægteskabet blev opløst så hurtigt som overhovedet muligt.  Siden har jeg mange gange stillet mig selv det spørgsmål: Hvad kan man sige, der kan være så grænseoverskridende, at ens udkårne løber bort fra sit eget bryllup? Kunne det være: ”Skat, i virkeligheden ville jeg hellere have giftet mig med Anna, men hun ville ikke have mig” eller: ”Jeg synes alligevel ikke, at vi skal have børn”.

Dusør.

Som sagt ved jeg det ikke, men hvis bruden eller gommen læser dette er der 6 flasker god rødvin som tak for at tilfredsstille min nysgerrighed, der er ved at drive mig ud af mit gode, gamle skind.

                                                        Bedre held næste gang!

 

Pater Peter.

 

 

Kunsten stiger.

I den følgende beretning er navne forandret, og få enkeltheder er sløret lidt, men i sin helhed holder historien vand.

Familien Richter

For mange år siden var jeg rejsefører  til New Orleans og De Dansk Vestindiske øer. Familien Richter lærte jeg at kende på sådan en rejse. De skilte sig ud fra de øvrige deltagere ved at flyve på businessclass, men var ellers meget tilbageholdende, nærmest anonyme. Jeg fik snakket mange gange med Edward Richter, der havde et stort hjerte for jazz, og som var med på udflugterne. Elisabeth Richter, hans kone, holdt sig derimod meget for sig selv, og jeg fik ikke udvekslet mange ord med hende på den tur.

Bytte billeder aften.

Edward var en lille, slank mand med et lidt aflangt ansigt, briller og næsten ingen hår. Der var noget hyggeligt engelsk adel over ham. Et lunt menneske med let til smil. Elisabeth var en veldrejet kvinde med et flot brunt hår og som Edward meget smilende. Da vi kom hjem igen, afholdt vi en aften på Jægersborg Kro, hvor vi udvekslede fotografier og minder fra turen. Ved samme lejlighed meldte Edward sig selv og Elisabeth ind i vores jazzklub og tilbød at støtte os, hvis der var et større arrangement, vi havde svært ved at gabe over.

Gavmildhed.

I New Orleans havde vi været til gospelkoncert i en lokal kirke og havde hørt sangerinde Shirley Alexander. Hende ville vi meget høre igen i Danmark, og Edward sponserede beredvilligt hendes billet, så det kom der en tourné ud af.

Min kone og jeg blev inviteret på weekend i Richter familiens sommerhus, og vi begyndte at se dem privat. Edward havde arvet en formue, og en del af arven var brugt på en lækker villa på en af de dyre sundveje i Hellerup. De levede godt og delte gerne deres luksusliv med os. Med vores stilfærdige midler var det svært at følge med, men det gik, især fordi de var usnobbede og ikke havde urealistiske forventninger til samværet med os.

Caribien.

En efterårsaften var de til middag hjemme hos os. Jeg var tilfældigvis faldet over en artikel om et dansk par, der drev et luksushotel på en caribisk ø. Regnen piskede på ruderne, og tankerne fik vinger. Hvad med at komme ud, væk fra den sure danske vinter, der ventede lige rundt om hjørnet? Med ét var det vedtaget, at vi skulle ud og besøge det danske drømme ressort. 14 dage - mindre kunne ikke gøre det. Min kone og jeg valgte et beskedent økonomiværelse, men Richterfamilien valgte naturligvis det bedste stedet formåede.

Hammeren falder.

En aften, hvor vi sad på et lokalt værtshus på drømmeøen og talte om løst og fast, faldt samtalen på auktioner. Vi havde netop sendt noget afsted, og det havde familien Richter også. Vores historie er ligegyldig i den sammenhæng, men Elisabeth kunne fortælle, at nogle uger før ferien havde de muget ud, og Edward havde netop sat nogle effekter ud til storskrald, da en nabokone kom forbi. Hun så et maleri, der var på vej til lossepladsen, fattede interesse for det og tilbød Elisabeth nogle håndører for værket.

Storskrald?

Elisabeth, der har forretningssans, sagde nej og tænkte, at maleriet måske alligevel var noget og indleverede det til auktion. Mens de var på ferie med os, blev de flere gange kontaktet fra auktionshuset, om at den oprindelige vurdering i omegnen af et par tusinde kroner var steget til omkring 30.000 kr. En gang mere på turen blev de kontaktet, og da vi rejste hjem, var vurderingen steget til 100.000 kr. Spændende var det at følge med i den udvikling. Dengang var 100.000 kr. rigtig mange penge.

Hjemme igen.

Så kom vi hjem efter en meget lang flyvetur. Det første jeg gjorde, efter at have parkeret min kuffert, var at dejse om i sengen foran fjernsynet. Jeg tændte og kom lige ind i tv-avisen. Der blev fortalt, at netop i dag var  solgt det dyreste maleri på dansk grund nogensinde. Salgssummen var, så vidt jeg husker, 6,5 millioner kroner. Så vågnede jeg for alvor op, for beskrivelsen af maleriet – kvinde malet med ryggen til kunstneren – måtte være Richters maleri. Utroligt, at en nysgerrig nabos interesse havde reddet det fra storskrald.

Sådan nogenlunde som på dette billede husker jeg maleriet, som jeg kun så det på skærmen. Dog i en klart ældre stil.

 

 

Efterspillet.

Sådan en historie havde ikke udspillet sig i Vanløse, hvor vi kom fra. Og da slet ikke efterspillet. For da jeg dagen efter ringede for at lykønske, blev jeg modtaget med ordene om, at de, fordi vi havde været med på sidelinjen ude i Caribien, ville tage derud igen og fejre det med os som deres gæster. Siden dengang har jeg haft et særdeles vågent øje på de ting som naboerne sætter ud til storskrald.

Pater Peter.

Et juleeventyr.

Vi er i slutningen af tresserne i december måned, og jeg gik i gymnasiet. Jeg spillede på trompet og havde netop fået mit første rigtige job som orkesterleder i januar måned i det nye år. Et job med underskrevne kontrakter og løn i rigtige menneskepenge.

Fest, sød pige, jam session.

En aften midt i måneden skulle jeg til fest i Holte, inviteret af en sød pige, der lokkede med, at der kom andre, der også spillede jazz. Så jeg spændte min trompet fast på min knallerts bagagebærer, og afsted gik det fra Vanløse til Holte. Jeg husker ikke meget fra festen, derimod husker jeg, at det var slud og stærk vind, da jeg skulle hjem til Vanløse, og man fik drøn på ned ad Geels Bakke.

Horney without horn!

Jeg har nok fået et par øller for meget, for det var først næste dag, at det gik op for mig, at min trompet var væk. Jeg huskede tydeligt, at jeg spændte den fast på knallerten, før jeg kørte hjem, så den måtte være faldet af på vejen. Derfor kørte jeg ruten igennem, men fandt ikke hornet. Det var helt afgørende for mig, at jeg fik fat i et andet horn, og det krævede penge, omkring 1.000 kr.

Juleneg-nu kører det.

Mine forældre ville ikke hjælpe, så jeg skulle finde noget arbejde. Man kunne godt få en tjans i postvæsnet op til jul som ekstra pakkepost, men det var usikkert, hvor mange dage man fik, så der måtte mere til. Jeg så i lokalavisen, at Studenternes Julehjælp søgte unge mennesker til at sælge juleneg. Det prøvede jeg.

5 kr. lige ned i foret.

Det var ikke svært, for jobbet bestod i, at vi blev proppet ind i nogle biler og kørt til Roskilde for eksempel, hvor vi blev sluppet løs i et villakvarter. Man stemte dørklokker og solgte negene for 10 kr. stykket, hvoraf man beholdt de 5 kr. Det blev ikke til en herregård, men lidt lunede det. Der skulle mere til, hvis jeg skulle købe et brugt horn.

Uniformen var ok.

Så viste det sig, at Studenternes Julehjælp også lejede julemænd ud, og at man kunne få 500 kr. for sådan en tjans juleaften, så det slog jeg til på. Jeg fik tildelt et distrikt i Rødovre, og det passede mig fint, for det var tæt på mit hjem i Vanløse. Jeg blev udstyret med julemandsdragt med rød nissehue, busket, hvidt fuldskæg, rød kofte, grå, posede vadmelsbukser, tykke uldstrømper og sorte træsko.

I pose og sæk.

Jeg fik også en liste med adresser og telefonnumre på de fem familier, som jeg skulle besøge. I god tid før juleaften ringede jeg til familierne og aftalte tidspunkt for mit besøg, og hvor jeg kunne finde sækken med gaver. Det var som regel i et udhus eller en carport.

Julemand på Velo Vap.

Juleaften kom, og ca. klokken 18 startede jeg min blå Velo Vap. Det var hundekoldt den aften, helt ned til 10 graders frost, men stjerneklart og vindstille. Et par dage før havde der været et massivt snefald, og kun hovedvejene var ryddet. Så på de små villaveje i Rødovre var det decideret farligt at køre på knallert.

Lige efter bogen.

Jeg kom til det første hus, fandt sækken med gaver, bankede på døren og gik frejdigt ind. Inde i stuen udbrød jeg det klassiske ”ho” ”ho” ”ho” og ”er der nogle søde børn her?” Det var der, derefter satte jeg mig på en stol og begyndte at dele gaver ud. Så blev det til en julesang eller to og lidt dans rundt om træet.

En blæser på indvendigt.

Derpå blev jeg budt et glas med forældrene, og således styrket kunne jeg begive mig til det næste sted. På vejen hen til det femte og sidste hus tænkte jeg, at dette job var en drøm. Lidt julehygge, søde børn, en lille blæser på og så tjene 500 kr. Bare der var flere juleaftener på et år!

De var ikke troende.

Jeg fandt stedet, bankede på og kom ind i stuen. I modsætning til de andre steder, var der ingen søde børn, der kom mig i møde. Derimod var der to halvstore, rødhårede drenge, der holdt sig på afstand. Man mærkede, at dette var noget helt andet. Drengene troede simpelt hen ikke på julemanden og gav udtryk for det.

Urkomisk!

Den ene af dem, der hed Brian, sagde ligeud, at han ikke troede på mig. Det overhørte jeg naturligvis og begyndte at dele gaver ud. Dem tog de imod, dog uden at vise nogen glæde. Da det var overstået, så jeg på mit armbåndsur, og det bemærkede Brian, der højt råbte:

- Julemanden har ur på.

Jeg forklarede, at jeg måtte holde øje med tiden, for der var også andre børn, der skulle have gaver i aften. Men det affødte blot et ubehageligt spørgsmål:

- Hvor er dine rensdyr?

Jeg så fortvivlet på forældrene og håbede, at de ville stoppe børnene, men nej. Så noget måtte jeg svare:

- De er hjemme i stalden, det er for koldt at være ude i det vejr.

- Hvordan kommer du så frem?

- Jeg kører på knallert, svarede jeg.

Grebet på fersk gerning.

Det svar var drengene slet ikke tilfredse med, og Brian sagde ligeud, at den julemand er en svindler. Pinligt, pinligt, pinligt. Nu brød moderen ind og foreslog en julesang, og det blev så enden på den ordveksling.

Mens vi sang forsvandt drengene ud af synsvidde. Det næste der skete var, at der pludselig dukkede en barnehånd op bagfra foran mit bryst, og i hånden var et tændt stearinlys.

Sikke en lyseslukker.

Lyset blev ført hen imod skægget, der øjeblikkeligt stod i lys lue. Før jeg nåede at reagere, havde faderen, der havde set Brian liste sig ind på mig bagfra, grebet en spand vand, der stod ved juletræet og hældt indholdet ned over mig. Det var, hvad jeg vil

kalde en feberredning. Ilden nåede kun at antænde skægget, der blev forvandlet til lidt dyngvåde trevler, der hang slapt ned fra elastikken. Jeg var våd helt ind til skindet, og langsomt banede vandet sig vej ned i de uldne sokker.

- Så er det i seng, brølede faderen, og greb drengene.

Imens fandt moderen et håndklæde frem til mig.

Skaden var sket og halvvejs i chok fik jeg et glas sammen med forældrene, der var meget kede af udviklingen.

Home, sweet Home.

Hjem kom jeg, frysende og våd. Efter hurtigt glædelig jul til mine forældre, var det på hovedet i seng. Der lå jeg en uges tid med en kæmpe forkølelse.

Pengene fik jeg lidt ind i det nye år. Jeg havde nu skrabet 1.000 kr. sammen og kunne købe et horn. Før jeg fik anskaffet et, var der én, der spurgte, om jeg havde prøvet hittegodskontoret? Det havde jeg ikke, for jeg kendte ikke dets eksistens. Men sandelig, dér var min elskede trompet. Så jeg gik straks i gang med at øve mig.

Hvad skulle vi gøre uden husmoderforeninger?

Engagementet skulle foregå i en gymnastiksal på et omegnsgymnasium.Desværre blev jeg ringet op et par dage før og oplyst om, at engagementet var aflyst. Der havde fundet en beklagelig dobbeltbooking sted, og det viste sig, at en lokal husmoderforening, der skulle dyrke gymnastik, var kommet først.

Desperat kontaktede jeg foreningen og forklarede, at jeg havde lovet mine musikere løn og forsøgte at få dem til at flytte deres engagement, men de var stejle og holdt på deres. Siden har jeg haft et horn i siden på alle husmoderforeninger.

Glædelig Jul.

Pater Peter.

Her kan du se og høre historien læst op af PaterPeter himself.
 

Jeg så julemanden kysse mor.

Coveret til en juleplade vi indspillede midt i firserne. Vi kom langt væk på den indspilning fra vores New Orleans udgangspunkt, og det var yderst lærerigt.

På denne lp var vi: Marianne Lyngsholm trompet, Peter Göetz trækbasun, Søren Bryder tenorsax og sang, Henrik Høyer klaver og sang, Christian Liisberg bas, Henrik Stiigvad banjo og guitar og Peter Nissen trommer. Søren synger Jeg så julemanden kysse mor og Henrik synger Rudolf med den røde tud og du kære gamle julemand. Indspillet i 1981. Apollon Records 1120.

 

Rensdyr er i nogen samfund en mangelvare, så der har man lært at klare sig på bedste beskub. Nedenstående "rensdyr" menes at stamme fra en lille øgruppe i Sydhavet.

RUDOLF MED DEN RØDE TUD.

DU KÆRE GAMLE JULEMAND.

 

 

En ægte Gentofte-historie.

En gang i 1985 blev jeg ringet op af en direktør fra et firma, som jeg i dagens anledning kalder Øernes Kredit Selskab og direktøren for Hr. Frydendal.  Han havde læst min annonce i fagbogen, hvor jeg ubeskedent påstod, at mit orkester var landets bedste.

Han stod og manglede et orkester til et firmajubilæum og ville vide, om vi både kunne spille til taffel og dans, og var villige til at påtage os et langt engagement? Det kunne jeg kun sige ja til, og vi blev enige om at starte som trio kl. 15, når gæsterne kom og fortsætte under middagen frem til kl. 21. Dernæst skulle resten af orkesteret – tre mand - støde til og spille til dans frem til kl. 01. i alt 10 timer.

Pengene var ikke noget problem, men pointerede Hr. Frydendal, vi måtte være indstillet på at spille videre, hvis der var behov for det. Det var O.K., hvis han så var indstillet på at betale det dobbelte pr. time, når det blev så sent. Jamen det betød ingenting, for når firmaet havde jubilæum skulle der ikke spares på noget. Klar snak - vi havde en aftale.

Dagen oprandt, og det var en af de smukkeste sommerdage, man kan forestille sig. Festen foregik hjemme i privaten hos direktøren på en eksklusiv adresse i Hellerup. Gæsterne ankom og blev mødt af vores blide toner, og tre tjenere i hvide jakker havde travlt med at sørge for drinks.

Selskabets gennemsnitsalder var 50 +, og de af fleste damerne havde gjort ambitiøse forsøg på at dreje uret baglæns med overdreven makeup, heftig parfume, funklende diamantringe, massive guldsmykker og slidser og kavalergange som havde været mere interessante at stikke næsen i år tilbage.

Herrerne var i smoking, og der var ingen mangel på bjørnekram, skoggerlatter, fyldige vomme, store armbevægelser samt havannesere.

Der var overflod af alting, luften blev tilmed krydret af den liflige duft af spidstegt pattegris, og øjnene blev forkælet af swimmingpoolens azurblå vand. Som man sagde i det gamle Rom, så lugter penge ikke, men dette var Hellerup, og her ligefrem stank det af penge – sorte, hurtige og sikkert også i nogle tilfælde, hvidvaskede penge - i en skønsom blanding. Jo jo vi var i selskab med de nyrige

Direktøren Hr. Frydendal – en korpulent og adræt herre – havde det bedst med at betale os med det samme, og da han havde hørt et enkelt nummer, fremdrog han en imponerende tegnebog med så mange rum, at den mindede om en harmonika og stak mig hele det aftalte honorar.

Det bidrog til vores gode humør at se de mange rare sedler, for inderst inde havde jeg en fornemmelse af, at Hr. Frydendal måske snarere skulle have engageret et partyband i stil med James Last. Ud fra gæsternes ydre at dømme var der ikke mange svorne jazzentusiaster til stede – en antagelse der holdt stik.

Trioen startede udendørs ved swimmingpoolens kant, men flyttede under spisningen ind i en flot, til lejligheden opført pavillon tilmed udstyret med en lille tribune.

Efter spisningen spillede vi op til dans, og det gik egentligt meget godt, og der var i hvert fald i begyndelsen en del par på gulvet. Sjælerne var mest populære, men så snart vi skruede op for tempoet med boogie eller swingnumrene, blev teltet næsten tømt, så alle tåreperserne kom frem i lyset.

Cover fra en lp, som vi var med på med numrene Blues my naughty sweetie gives to me og How can you leave me? Indspillet i 1983 for Music Mecca. Solisten på banjo er Henrik Stiigvad. (R.I.P.)

BLUES MY NAUGHTY SWEETIE GIVES TO ME.   Peter Nissens New Orleans Band.

Fortællingen fortsat:    Klokken blev 01. og vi var så småt var ved at pakke sammen, da Hr. Frydendal - nu temmelig støvet - kom halsende og sagde, at han gerne ville købe tre timer til. Efter 10 timer på stikkerne var det dårligt nyt, så jeg forsøgte at undslå mig.

Den gik ikke, for Hr. Frydendal huskede klart, at jeg havde lovet, at vi ikke ville holde op, hvis der stadigvæk var behov for musik. Efter nogen palaver endte det med, at jeg fik overtalt den emsige direktør til at nøjes med at bestille og betale en enkelt time.

Min forudsigelse om, at der snart ikke var nogen tilbage at spille for, og at pengene så var tabt, gjorde udslaget.

Klokken 02. stod han der igen med harmonikategnedrengen og ville have mere. Jeg fornemmede oprørstendenser blandt mine medmusikere, men udsigten til endnu flere penge og direktørens snedige anbragte bemærkning om, at han også skulle have musik til sin kommende 60 års dag afgjorde sagen.

Så på den igen, og da vi havde været igennem samtlige sjælere blev der spillet klagende blues ud i sommernatten. Kl. 03. kom den gode direktør igen denne gang stavrende op på den vakkelvorne tribune. Med slæbende stemme bestilte han endnu en time, men jeg havde denne gang en afværgende replik parat. Jeg sagde, at vi gerne ville, men vi havde ikke flere melodier på vores repertoire.

-      Skide være med det, spil dem I kan en gang til, der er alligevel ingen, som kan høre forskel, lød den ramsaltede kommentar. Se dér havde han en pointe, men stadigvæk var der stemning for at pakke sammen, da trak den gode direktør det ultimative kort.

-        Måske er en kvittering ikke nødvendig, sagde han lavmælt og

blinkede indforstået. Ved snedigt at appellere til de allerlaveste instinkter, trak han alligevel det længste strå. Igen kom den nu så velkendte harmonikategnedreng frem, og vi slæbte os igennem endnu en time, nu for et tomt dansegulv.

Undervejs tabte jeg en trommestik to gange, og sidste gang orkede jeg end ikke at bukke mig ned og samle den op. Jeg tror, at vi alle hadede musik på det tidspunkt og forbandede den dag, hvor Louis Armstrong kom ind i vores liv.

Da klokken var 04., kunne vi efter 13 timers musik endelig pakke sammen. Udenfor var det lyst, og jeg ville gerne have sagt tak for i aften til Hr. Frydendal, men forgæves. Han lå på en drømmeseng og snorkede, så det kunne høres flere sogne væk.

Da vi tog afsted, var alt liv i og omkring direktørhjemmet i Hellerup forstummet med en enkelt undtagelse. 5 unge smukke piger var under højlydt jubel i gang med at bade nøgne i poolen, og nok var vi trætte, men ikke mere end vi kunne nyde synet og i dag nyde mindet.

Var dette sidste syn ikke en hallucination - et drømmesyn opstået i en overtræt hjerne - spurgte jeg mig selv, da jeg skrev dette. Men niks, jeg har fået bekræftet, at pigerne i poolen var den skinbarlige sandhed. Men hvor de havde gemt sig hele den lange aften, det forbliver et mysterium.

Hjemme hos mig lagde jeg alle pengene på spisebordet og sagde, at hver mand selv måtte tælle op, jeg var for træt.

Min ven Henning, der havde spillet trompet ved denne maratonseance, har senere fortalt, at han på hjemvejen ville købe morgenbrød hos en bager, men var så flad, at han ikke kunne udtale ordene, så bagerjomfruen kunne forstå ham.

Da jeg op ad dagen kom til bevidsthed og talte min del op, var der 5.000 kr. tilbage, hvad der svarer til omkring 15.000 kr. i vore dages penge.  Sådan blev jeg også nyrig – desværre kun for en kort bemærkning.

Pater Peter.

Marianne og Bo i front til gadejazz i Vanløse. Midt firserne.



 

Sankt Peder.

Efter gymnasiet var forbi i 1970, var jeg ikke meget i Gentofte, før Lene i 1975 inviterede mig til et stævnemøde. Hun havde fået en invitation fra forfatteren Mogens Lyhne til en fest med ledsager i et kollektiv på Vilvordevej tæt på, hvor vi bor i dag.  Det var en anden verden, jeg oplevede i det store, smukke hus.

Selv boede jeg i en mikroskopisk lejlighed på Finsensvej, hvor jeg var vicevært. I kollektivet var der bollerum i kælderen og en skrigekasse, hvor man kunne brøle sine frustrationer ud uden at genere nogen.

Dejlige, lyse rum og et smukt hus på en indbydende vej, men helt uopnåeligt tænkte jeg. Måske fik jeg min første appetit på reservatet ved den lejlighed. Senere flyttede Lene og jeg sammen i et hus i Vanløse, og vi fik Mikkel og Marie-Louise. Der boede vi et bofællesskab med min fætter Poul, indtil pladsen blev for trang. Gentofte var ikke glemt, men jeg var lidt nervøs ved at flytte for langt væk fra de spillesteder, hvor jeg håbede på at tjene mine penge.

I 1985, hvor følgende historie udspiller sig,  spillede jeg trommer i en trio, med det forpligtende navn ”Creole Jazz Trio.” På Sankt Peders Vej i Hellerup ligger et værtshus. I flere år havde et jazzorkester holdt til huse der, men parterne kunne ikke blive enige om at forlænge engagementet. Derfor øjnede vores trio en chance for at få et spillested.   Leif, klarinettisten, og jeg henvendte os og afleverede et demobånd. En uges tid efter fik vi så tilbudt et halvt års engagement hver søndag. Tidspunktet var, så vidt jeg husker, fra klokken 18 til 23.

Stedet blev åbnet i 1972 og var allerede fra starten en succes. Hyggelige, men små lokaler, som i hvert fald i stueetagen er overordentligt uegnede til levende musik. Man stuver sig ind under en trappe, og det går – men kun lige til øllet, og jeg kunne ikke have alle trommerne med. Lønnen var ikke noget at skrive hjem om, men vi havde brug for arbejdet.

På det tidspunkt boede min kone og jeg samt vores to børn og min fætter i et hus i Vanløse. Det var efterhånden blevet for småt. Vores plan var at  finde et lidt større hus nede omkring Damhussøen, men enten var der det ene eller også det andet galt med de huse vi så, så vi udvidede vores radius.

Min kone havde set et hus på Skovvej i Gentofte, men det var jeg imod, for jeg frygtede, det lå for langt væk fra de spillesteder i København, som jeg håbede skulle blive min levevej. Men husjagten havde nu varet i 2 år, og jeg var ved at indse, at vi skulle videre. Måske var Gentofte alligevel en mulighed.

Det var heldigt for mig at få chancen på Sankt Peder til at lære noget om Hellerup, som jeg vidste meget lidt om. Så vi puttede os ind under trappen og kom i gang. Det var helt klart ikke hot jazz med tryk under kedlerne, som var det efterspurgte. Det skulle være blidt og genkendeligt. ”On the Sunny side of the Street”, ”Bye Bye Blackbird” og ”Mood Indigo” samt mere af samme skuffe.

Der var spisende gæster at tage hensyn til, folk der raflede ved baren og så det allerstørste klientel: Kunder, der kom på Sankt Peder for at pleje tømmermænd. Vi fandt hurtigt ud af, at selv om det var søndag, så var det sprutten, der bestemte. En tjener betroede os, at det var en dårlig søndag, hvis der ikke blev omsat for mindst 10.000 kr. På stedet var der en spøjs lille mand, der blev kaldt Fjong. Stavemåden er jeg usikker på.

Et højdepunkt for ham var, når han så sit snit til at slå en tone an på klaveret og så virke angrende over for os. Det var et helt ritual. Det lykkedes aldrig at finde ud af, hvad han egentlig foretog sig på Sankt Peder, måske var han opvasker. I hvert tilfælde underholdt han troligt med skrækhistorier om værten Hans Peter.

- Bare vent til han kommer, så bliver I fyret, kom det fra ham.

- Hvorfor, spurgte vi?

- Sådan gør han altid med nye folk, lød det opmuntrende svar.

En anden mere klarhjernet person oplyste, at Hans Peter kun sjældent kom forbi om søndagen, for normalt var han alt for fulde syg efter lørdagens drukorgie. I øvrigt behøvede vi ikke at bekymre os, for dagen efter kunne han aldrig huske, hvem han havde fyret.

Jobbet blev en vane. Endelig ikke for højt, ikke for hot og spil hvad gæsterne beder om var opskriften. Jobbet lakkede mod enden, og det så ikke ud til, at vi skulle møde den nok så omtalte Hans Peter. Sidste aften var der pludselig råb og skrig henne ved baren. Det eneste man tydelig kunne høre var, at en brølede.

- Du er fyret. Så faldt gemytterne lidt til ro, og vi forsatte vores stilfærdige kammerjazz.

Pludselig stod der en stor mand lige foran mig. Han svingede en smule frem og tilbage og forsøgte engang i mellem at pege på mig, men det blev aldrig til noget. Jeg husker tydeligt nogle store glasagtige øjne, en åben trutmund og et tomt ansigtsudtryk tydeligvis i en anden verden.  Det var værten Hans Peter.

Sådan stod han vel i 15 -20 sekunder, før han dejsede om stiv som et bræt. Det var som at se en træstamme falde i en tegnefilm. Jeg manglede bare brølet: TIMBER! God underholdningseffekt, bortset fra at det var mig, der måtte tage mod korpusset. Bækken, highhat og en tromme blev spredt for alle vinde, og jeg fik hans hage boret ned i mit lår. Jeg skubbede ham væk, så han lå så lang han var nede på gulvet.

Hvis han var faldet bare en anelse mere til venstre for mig, havde han fået stangen fra min highhat op i sit øje. Et øjeblik var filmen som frosset, og kun jeg reagerede. Jeg brølede af smerte og af forskrækkelse. Hvornår var det også sidst, at jeg blev væltet om af en stangstiv mand? Hans Peter var alt for fuld til at sanse noget. Men så var det, at hans kærlige kone hvæsede.

- I skal ikke hjælpe det fulde svin med at komme op, det må han fandeme selv klare. Det gjorde han så, men det tog lang tid, før han kunne krabbe ud af lokalet. I øvrigt glemte han at fyre os.

Et par dage efter ringede jeg til Hans Peter og fik fat i konen. Der var ødelagt både et bækken og en tromme, og det skulle han ikke slippe for at erstatte. Hun betalte uden vrøvl. Ikke et ord blev ytret til beklagelse over chokket, mandens skrækkelige opførsel og ødelæggelserne. Ikke megen stil der.

Engagementet blev ikke forlænget, men vi havde da fået en forsmag på,hvordan det også går for sig i Hellerup. Og det på en ganske almindelig flad søndag aften.

En flygtning krydser sit spor.

Pater Peter.

 

 

De dansende mænd.

I Conan Doyles historie ”De dansende mænd” er der en gåde, som Sherlock Holmes opklarer legende let til sidst. Det er anderledes i min historie af samme navn, som også rummer en gåde, stadigvæk uløst.

Vi er i midten af firserne. Jeg var leder af et New Orleans-inspireret jazzorkester, der stillede op hvor som helst og når som helst.

Via en annonce i fagbogen fik jeg i ny og næ engagementer, der skilte sig ud, og det er sådant et, min historie handler om. En herre med en velartikuleret stemme ringede og spurgte, om vi kunne spille til dans på en bestemt dato ved en privat sammenkomst. Det kunne vi, og aftalen blev, at vi skulle begynde efter spisning, og at klokken nok blev 22. Derefter skulle vi fortsætte til kl. 01.

Beklædningen var et problem, og jeg forstod, at arrangøren ville, at vi optrådte i smoking, men det kunne vi ikke honorere dengang, så vi enedes om jakkesæt.

Dagen kom, og stedet viste sig at være en stor, hvid villa på Frederiksberg, der lå godt tilbagetrukket fra vejen i kvarteret omkring Sankt Thomas Plads.

Vi fik anvist et værelse, hvor vi kunne klæde om og vente, indtil vi skulle optræde. Dengang var Marianne Lyngsholm trompetist og sanger i bandet, og netop som hun klæder sig om, kommer arrangøren, ubemærket af mig, ind.

Det kom til ordveksling mellem Marianne og ham, som jeg ikke overhørte. Før han gik, gav han højlydt en besked, om hvornår vi kunne komme til, og først da så jeg ham. En distingveret gentleman mellem 55 og 65 år, med en overfladisk lighed med skuespilleren Hass Christensen, som altid spillede sådan noget som skovrider, overlæge, videnskabsmand eller godsejer.

Tiden går, og så er det ’showtime’. Vi kommer ind i et stort rektangulært rum, og ved runde borde sidder ca. 60 festklædte mænd i smoking. De er temmelig ens af type, tydeligt mænd i gode stillinger. Velbjærgede og velnærede. Nok en loge af en art.

Afdæmpede og med fine manerer, ikke noget med skoggerlatter og rå bemærkninger. Kultur og takt var i højsædet og absolut ingen skurvognshygge dér.

Vores arrangør rejste sig, takkede kokken for det fine måltid, annoncerede orkesteret og sagde, at vi nu spillede op til dans. Men hov, hvor er damerne, tænkte jeg? Dem var der slet ikke brug for, viste det sig, for selskabet klarede sig fint uden. Ca. 30 af pingvinerne rejste sig som på kommando og inklinerede for deres bordherre. Så gik dansen. Vi startede med ’Sentimental Journey’ og spillede så vores sædvanlige repertoire.

Til at begynde med kiggede jeg meget nysgerrigt, men blev hurtigt tilvænnet det usædvanlige syn. Mændene dansede forbløffende godt. Indøvede dansefatninger og små, lette trin. Jeg tror ikke, jeg har set så flot dans til noget andet arrangement, jeg har spillet til. Noget andet inde i Vingården, hvor der blev trampet helt anderledes igennem. Først da ’Blueberry Hill’ blev spillet, skiftede billedet lidt, for nu blev der kinddanset og alt det dér.

Vi var af 68-generationen i bandet, og havde vel alle været lidt rundt omkring i det seksuelle landskab, men jeg havde meget lidt viden om homoseksualitet og havde helt sikkert ikke ventet at finde det her i en af borgerskabets højborge. Anderledes var det, men helt okay og samtidigt blev man lidt klogere på sindets krinkelkroge.

Det hele sluttede i god ro og orden, vi fik pengene, og alt var godt. Troede jeg. For på vejen ud sagde Marianne smilende, men alligevel med alvor i stemmen, at arrangøren havde skældt hende ud. Jeg spurgte undrende over hvad, og svaret var, at han havde fundet det upassende, at hun havde klædt om i det samme værelse, vi befandt os i. Det burde hun virkelig have gjort hjemmefra, lød de anklagende ord.

Jeg havde svært ved at tro det og gættede på, at hun tog gas på mig. Dagen efter blev jeg ringet op af arrangøren. Han var indledningsvis høflig og sagde tak for musikken, men så spruttede galden ud af ham. I et rasende tonefald fremførte han, at det ikke lignede noget at stille op med en kvindelig musiker. Tilmed en, der skamløst stod og klædte om i vores selskab. Han kaldte hende ikke luder, men det var lige før

. Jeg må med skam indrømme, at jeg var så forbløffet, at jeg ikke tog til genmæle.

Nu hvor jeg er begyndt at skrive gamle musikerhistorier ned, dukkede så denne erindring op. For mig er den stadigvæk et mysterium. Var han bange for, at Marianne skulle sprede deres hemmelighed - hvis det altså var en hemmelighed - i kvindekredse? Måtte ingen vide, at der fandtes en loge, hvor mænd kunne leve deres tilbøjeligheder ud, og hvorfor blev vi så ikke pålagt tavshed?

Jeg ved det simpelthen ikke, men i dag havde jeg ikke fundet mig i sådan en overhaling. Der er sket meget de sidste 30 år. Heldigvis!

Mens jeg skrev historien ned, ringede jeg til nogle af dem, der var med. Bo Bagge, orkesterets klarinettist, erindrede en anden historie. Han kan ikke garantere for dens ægthed, men den er så morsom, at jeg håber, den er sand. ’Modern Jazz Quartet’ var blevet engageret til at spille til et stort nudiststævne og skulle, for at passe ind, spille nøgne. De accepterede og stillede op bag et stort scenetæppe uden en trevl og begyndte. Så gik tæppet op, og dér sad publikum i sit stiveste puds.  SURPRISE!  SURPRISE!!

Pater Peter.

Bandet foran Nimb i Tivoli midt i firserne. Fra venstre, Pater Peter, Marianne Lyngsholm, Erik Carlsen. Henrik Stiigvad, Hans K. Pedersen, Torben Lave og Bo Bagge.

 

Orkesteret var med på en lp med to numre, hør her: ’How can you leave me? Her Peter Göetz på trækbasun og Ole Olsen på bas.

 

 

 

 

 

Panik før lukketid.

I går kom jeg forbi vandtårnet i Jægersborg, og tankerne vendte tilbage til dengang i efteråret 1968, hvor jeg havde mit første og sidste engagement som orkesterleder i vores gymnasieband.

Via en nu glemt kontakt havde vi fået et engagement i Vandtårnets Fritidsklub. Et navn skulle til, så vi kaldte os Daddy’s Ragtime Rattleband, hvor jeg var Daddy. Vi ønskede at spille sammen, men vores problem var, at vi interesserede os for forskellig musik. Jeg var ”jazzvrag”, som det hed dengang og tro mod uniformen dvs. fløjlsbukser, islandsk sweater, sundhedssandaler og langhåret. De to andre var pæne drenge af borgerskabet, som helst ville spille blød rock. Så der skulle indgås kompromiser, og det var Beatles- numre og dagens hits, som vi kunne enes om.

Engagementet i Vandtårnet øvede vi energisk frem mod. Aftalen var, at klubben skulle gøre reklame for vores optræden, få stemt klaveret og sætte et forstærkeranlæg op. Penge var der ingen af.

Da vi mødte op, viste det sig, at den leder, der skulle stå for det praktiske, var et kæmpe blålys. Han vidste ingenting, og var i øvrigt bedøvende ligeglad. Klaveret var låst, og han kunne ikke finde nøglen. Men som bekendt bryder nød alle love, og da jeg ved et tilfælde fandt en skruetrækker, jog jeg den i et ubemærket øjeblik ind i klaveret, brækkede til og VUPTI, så var klaveret åbnet.

Vi begyndte på musikken, og jeg husker stadigvæk den totale ligegyldighed, vi blev mødt med. Ingen reaktion på noget som helst. Meget skuffende. Endelig kom sidste nummer. Jeg havde udtænkt en flot finale på titelnummeret fra filmen Bonnie and Clyde, hvor en meget livagtig teaterpistol skulle indgå.

Den føromtalte klaphat havde jeg instrueret i at slukke for lyset, når nummeret var forbi. For at levendegøre filmens/sangens dramatiske afslutning ville jeg så fyre pistolen af. Dernæst skulle lyset tændes igen efter få sekunder. Nummeret sluttede, lederen slukkede for lyset, og jeg pløkkede vildt ud i det nu bælgmørke lokale.

Men lederen forsvandt bare uden at tænde lyset igen, og der opstod panik. Alle ville ud af lokalet, og der blev råbt og skreget, mast og puffet. Det stod vel på i fem lange minutter, før han blev lokaliseret og lyset tændt.

Det var ikke morsomt at forlade stedet, og der var øretæver i luften. En fiaskodebut af de helt store og afslutningen på orkesterets meget korte karriere.

Humøret blev ikke meget bedre, da jeg kort tid efter blev præsenteret for en regning på 300 kr. for reparation af klaveret. Så facit var et underskud på 300 kr. for dette første engagement. Denne økonomiske bundrekord stod uantastet i mange år lige til, at jeg begyndte at turnere i Jylland!

Pater Peter



 

Ind i reservatet.

Da jeg var 17 år og skulle i gymnasiet, søgte jeg ind på Gentofte Statsskole, der havde en samfundsfaglig gren. Jeg kendte stort set intet til Gentofte, udover at jeg nød de gange, jeg havde været på Strandvejen og havde glædet mig over synet af alle de smukke huse.

På min nye skole var langt hovedparten af mine lærere gamle, sure og frustrerede mænd. Et par undtagelser gjorde skolegangen udholdelig. Den værste var min dansklærer hr. Laursen, som jeg blev uvenner med allerede i begyndelsen af 1. g. Historien er, at vi fik en fristil for, mens jeg lå syg hjemme.

Jeg ringede til en klassekammerat og fik at vide, hvad emnet var og afleverede den dag, jeg kom i skole. Til min forundring ville han ikke modtage stilen. Han forklarede mig, at stilehæfter fyldte for meget på cyklen, så derfor modtog han nu kun stile skrevet på løse ark. Det havde han meddelt klassen, da han gav stilen for.

Dér stod jeg måbende med en stil, som jeg havde gjort mig megen umage med og naturligvis gerne så rettet.  Jeg gik hjem, tænkte over det og ringede til undervisningsministeriet og forklarede sagen.

Et par dage efter blev hr. Laursen og jeg kaldt ned til rektors kontor. Rektor forklarede, at der var ringet fra ministeriet og beskeden var, at min stil skulle rettes. Desuden skulle det være frivilligt, om man ville aflevere på den ene eller den anden måde. Jeg havde fået ret, men også skaffet mig en uven for resten af gymnasietiden.

I 3. g. klagede jeg igen til undervisningsministeriet denne gang over min biologilærer, der efter min mening fejlfortolkede undervisningsministeriets instruks om, hvor stort pensum vi skulle opgive.

Igen blev læreren og jeg kaldt ned på rektors kontor, og igen fik jeg medhold. Var jeg en særlig oprørsk elev eller særlig kværulantisk? Nej, men udueligheden hos de alt for mange udbrændte lærere skreg til himlen. De bibragte os ikke andet end lede ved gymnasiet.

Vores klasse blev aldrig særlig homogen, og vi sås ikke privat. Heldigvis var der nogle stykker i min klasse, der spillede på et instrument.

Jeg selv spillede ihærdigt på kornet, og den senere nok så kendte Jarl Friis Mikkelsen spillede 5-strenget banjo samt sang, og Per Lerke spillede klaver. Vi øvede ihærdigt efter skoletid med det erklærede mål at få vores musik ud i verden. Lykkedes det? For at få svaret må du læse den næste beretning.

Pater Peter.