Et juleeventyr.

Et juleeventyr.

Vi er i slutningen af tresserne i december måned, og jeg gik i gymnasiet. Jeg spillede på trompet og havde netop fået mit første rigtige job som orkesterleder i januar måned i det nye år. Et job med underskrevne kontrakter og løn i rigtige menneskepenge.

En aften midt i måneden skulle jeg til fest i Holte, inviteret af en sød pige, der lokkede med, at der kom andre, der også spillede jazz. Så jeg spændte min trompet fast på min knallerts bagagebærer, og afsted gik det fra Vanløse til Holte.

Geels bakke.

Jeg husker ikke meget fra festen, derimod husker jeg, at det var slud og stærk vind, da jeg skulle hjem til Vanløse, og man fik drøn på ned ad Geels Bakke. Jeg har nok fået et par øller for meget, for det var først næste dag, at det gik op for mig, at min trompet var væk.

Jeg huskede tydeligt, at jeg spændte den fast på knallerten, før jeg kørte hjem, så den måtte være faldet af på vejen. Derfor kørte jeg ruten igennem, men fandt ikke hornet.

Det var helt afgørende for mig, at jeg fik fat i et andet horn, og det krævede penge, omkring 1.000 kr. Mine forældre ville ikke hjælpe, så jeg skulle finde noget arbejde. Man kunne godt få en tjans i postvæsnet op til jul som ekstra pakkepost, men det var usikkert, hvor mange dage man fik, så der måtte mere til.

Juleneg.

Jeg så i lokalavisen, at Studenternes Julehjælp søgte unge mennesker til at sælge juleneg. Det prøvede jeg. Det var ikke svært, for jobbet bestod i, at vi blev proppet ind i nogle biler og kørt til Roskilde for eksempel, hvor vi blev sluppet løs i et villakvarter.

Man stemte dørklokker og solgte negene for 10 kr. stykket, hvoraf man beholdt de 5 kr. Det blev ikke til en herregård, men lidt lunede det.

Der skulle mere til, hvis jeg skulle købe et brugt horn. Så viste det sig, at Studenternes Julehjælp også lejede julemænd ud, og at man kunne få 500 kr. for sådan en tjans juleaften, så det slog jeg til på.

Uniformen.

Jeg fik tildelt et distrikt i Rødovre, og det passede mig fint, for det var tæt på mit hjem i Vanløse. Jeg blev udstyret med julemandsdragt med rød nissehue, busket, hvidt fuldskæg, rød kofte, grå, posede vadmelsbukser, tykke uldstrømper og sorte træsko.

Jeg fik også en liste med adresser og telefonnumre på de fem familier, som jeg skulle besøge. I god tid før juleaften ringede jeg til familierne og aftalte tidspunkt for mit besøg, og hvor jeg kunne finde sækken med gaver. Det var som regel i et udhus eller en carport.

Juleaften.

Juleaften kom, og ca. klokken 18 startede jeg min blå Velo Vap. Det var hundekoldt den aften, helt ned til 10 graders frost, men stjerneklart og vindstille. Et par dage før havde der været et massivt snefald, og kun hovedvejene var ryddet. Så på de små villaveje i Rødovre var det decideret farligt at køre på knallert.

Er der nogle søde børn her?

Jeg kom til det første hus, fandt sækken med gaver, bankede på døren og gik frejdigt ind. Inde i stuen udbrød jeg det klassiske ”ho” ”ho” ”ho” og ”er der nogle søde børn her?” Det var der, derefter satte jeg mig på en stol og begyndte at dele gaver ud. Så blev det til en julesang eller to og lidt dans rundt om træet. Derpå blev jeg budt et glas med forældrene, og således styrket kunne jeg begive mig til det næste sted. På vejen hen til det femte og sidste hus tænkte jeg, at dette job var en drøm. Lidt julehygge, søde børn, en lille blæser på og så tjene 500 kr. Bare der var flere juleaftener på et år!

Brian.

Jeg fandt stedet, bankede på og kom ind i stuen. I modsætning til de andre steder, var der ingen søde børn, der kom mig i møde. Derimod var der to halvstore, rødhårede drenge, der holdt sig på afstand. Man mærkede, at dette var noget helt andet. Drengene troede simpelt hen ikke på julemanden og gav udtryk for det. Den ene af dem, der hed Brian, sagde ligeud, at han ikke troede på mig. Det overhørte jeg naturligvis og begyndte at dele gaver ud. Dem tog de imod, dog uden at vise nogen glæde. Da det var overstået, så jeg på mit armbåndsur, og det bemærkede Brian, der højt råbte:

  • Julemanden har ur på.

Jeg forklarede, at jeg måtte holde øje med tiden, for der var også andre børn, der skulle have gaver i aften. Men det affødte blot et ubehageligt spørgsmål:

  • Hvor er dine rensdyr?

Jeg så fortvivlet på forældrene og håbede, at de ville stoppe børnene, men nej. Så noget måtte jeg svare:

  • De er hjemme i stalden, det er for koldt at være ude i det vejr.
  • Hvordan kommer du så frem?
  • Jeg kører på knallert, svarede jeg.

Det svar var drengene slet ikke tilfredse med, og Brian sagde ligeud, at den julemand er en svindler. Pinligt, pinligt, pinligt. Nu brød moderen ind og foreslog en julesang, og det blev så enden på den ordveksling.

Faderen var en lyseslukker.

Mens vi sang forsvandt drengene ud af synsvidde. Det næste der skete var, at der pludselig dukkede en barnehånd op bagfra foran mit bryst, og i hånden var et tændt stearinlys. Lyset blev ført hen imod skægget, der øjeblikkeligt stod i lys lue. Før jeg nåede at reagere, havde faderen, der havde set Brian liste sig ind på mig bagfra, grebet en spand vand, der stod ved juletræet og hældt indholdet ned over mig. Det var, hvad jeg vil kalde en feberredning. Ilden nåede kun at antænde skægget, der blev forvandlet til lidt dyngvåde trevler, der hang slapt ned fra elastikken. Jeg var våd helt ind til skindet, og langsomt banede vandet sig vej ned i de uldne sokker.

Home sweet home!

  • Så er det i seng, brølede faderen, greb drengene og slæbte af med dem. Imens fandt moderen et håndklæde frem til mig. Skaden var sket og halvvejs i chok fik jeg et glas sammen med forældrene, der var meget kede af udviklingen.

Hjem kom jeg, frysende og våd. Efter hurtigt glædelig jul til mine forældre, var det på hovedet i seng. Der lå jeg en uges tid med en kæmpe forkølelse.

Mr. Hornblower.

Pengene fik jeg lidt ind i det nye år. Jeg havde nu skrabet 1.000 kr. sammen og kunne købe et horn. Før jeg fik anskaffet et, var der én, der spurgte, om jeg havde prøvet hittegodskontoret? Det havde jeg ikke, for jeg kendte ikke dets eksistens. Men sandelig, dér var min elskede trompet. Så jeg gik straks i gang med at øve mig.

Engagementet skulle foregå i en gymnastiksal på et omegnsgymnasium.

Desværre blev jeg ringet op et par dage før og oplyst om, at engagementet var aflyst. Der havde fundet en beklagelig dobbeltbooking sted, og det viste sig, at en lokal husmoderforening, der skulle dyrke gymnastik, var kommet først.

Desperat kontaktede jeg foreningen og forklarede, at jeg havde lovet mine musikere løn og forsøgte at få dem til at flytte deres engagement, men de var stejle og holdt på deres. Siden har jeg haft et horn i siden på alle husmoderforeninger.

Glædelig Jul.

Pater Peter.

 

Coveret til en juleplade vi indspillede midt i firserne. Vi kom langt væk på den indspilning fra vores New Orleans udgangspunkt, og det var yderst lærerigt.

 

 

Rensdyr er i nogen samfund en mangelvare, så der har man lært at klare sig på bedste beskub. Nedenstående “rensdyr” menes at stamme fra en lille øgruppe i Sydhavet.

Rudolf med den røde tud.