Dan Turéll på Malta-sidste ombæring.

MALTA – SIDSTE OMBÆRING.

I april dette år kom vi tilbage til Malta igen. Vi skulle fejre påsken her på Mellieha Holiday Center sammen med vores børn, deres ægtefæller og lille Nord på ca. 3 år. Udover var det min plan at opsøge steder på Malta, der har speciel tilknytning til Dan Turèll og undersøge om der er flere, der kan berette om hans tid på øen. Meget er undergået store forandringer på Mellieha Holiday Center – efterfølgende skrevet som MHC – men den facade man først ser, når man kommer, er uforandret.

MHC forfra

April er en af de bedste måneder på Malta. Endnu er sommerens kvælende temperaturer langt væk, og foråret er godt i gang. Strandene er ved at blive ryddet for de store mængder tang, som vinterens storme efterlader, og mange steder er vilde blomster sprunget ud. Hos den nærliggende bonde tog jeg dette billede af vilde blomster og morgenfruer i en vild forvirring.

Smukke vilde blomster skyder op ad den stenede grund

 

Så smukt er det at gå rundt på området her i april, når Mimose træerne næsten får overbalance. April er ekstra fin på Malta, fordi der endnu ikke er overfyldt med turister.

Mimoserne er et fantastisk skue, når man kommer fra Danmark, hvor intet er sprunget rigtigt ud

Det lykkedes at finde to mænd blandt personalet på MHC, der huskede Dan Turèll, Reno der står for rengøringen af swimmingpools på stedet og John, der er overtjener. Dét der huskes er Turèlls sortlakerede negle og bredskyggede hat. Han levede et stille liv, og hvis han ikke var i sit hus travlt beskæftiget med at skrive, opholdt han sig i baren, og drak den lokale øl Cisk. Men at det er Hopleaf, der var hans favoritøl kan man ikke være i tvivl om, når man læser ”Mord På Malta”.

Den smukke røde Hopleafdåse

 

Både Reno og John husker, at dette var stedet udenfor cafeen Joseph’s Bar, at Dan nød sit øl.

Her havde forfatteren sin yndlingsplads lige til venstre for indgangen til baren

  MHC har en pragtfuldt udendørs swimmingpool, og på kanten af den lå forfatteren ofte og slikkede solskin

Smukt er svømmebassinet på MHC, men det fristede ikke forfatteren

 En vandhund var han ikke. Lotus, hans datter, fortæller i sin bog ”Hemmeligheder for Pige”, (Gyldendal 2017) at det kun lykkedes hende at få Dan i vandet en enkelt gang. Bogen er stærk læsning om familien Turèlls op og nedture, dog får man indtryk af, at det gik ganske godt på Malta. Her er Dan og Lotus i en hyggelig stund på vej hjem til deres bungalow (nr. 107) med morgenbrød.

En stille stund mellem far og datter

Lotus’ bog er en rystende beretning om det store omsorgssvigt, hun var udsat for. Faderens drikkeri og følgende utilregnelighed er beskrevet så malende, at bogen var svær at komme igennem. Hendes vidnesbyrd banede vejen for, at Lotus på TV fortalte om sine pinsler. Siden blev hun efterspurgt som foredragsholder med Dans alkoholmisbrug som hovedtema samt dets ødelæggende indvirkning på familien. Hvordan Dan Turèlls drikkeri kunne forenes med den enorme produktion som forfatter, ser jeg som en gåde.

Lotus’ bog hjælper ikke på eftermælet

Lotus bog hjælper ikke på Dan Turélls eftermæle.

Som sagt skrev han flittigt på Malta og øvede sig på sin saxofon i det område, der kaldes Sibirien – en ødemark, der omgiver MHC. Det har jeg også prøvet og tilsyneladende skræmte det alt dyreliv langt væk i flere kilometers afstand.

Dyrene havde ikke sans for rå New Orleans lyd og flygtede

Når man læser Mord på Malta er der især en lokalitet, der påkalder sig ens opmærksomhed. Det er Ronnie’s Bar i landsbyen Bahar-ic-Caghaq. Jeg kørte derud med min svigersøn David Carsten Pedersen, – storvildtjæger og noget af en vovehals. Trafikken – eller måske bedre tragikken – er tæt og som jeg oplever det farlig, men David beroligede mig med følgende kloge ord: ”Malteserne er også bange for at dø”. Landsbyen Bahar-ic-Caghaq ligger helt ude ved kysten i et særdeles øde område. Vi fandt stedet som gennemskæres af kystvejen. På landsiden ligger store huse med høje mure og temmelig bombastiske mure omkring sig. På ingen måde imødekommende, så vi fortrak hurtigt. På vandsiden ser man umiddelbart restauranten ”Las Palmas”.

Ronnie’s Bar har skiftet navn til Las Palmas

 

Det viste sig at være Ronnie’ Bar, der havde skiftet både navn og ejer. Omme bag selve restauranten lå en terrasse ud mod vandet.

Flot terrasse lige ned til vandet bagved selve baren

 

Selve stedet var temmelig ”creepy”. Man følte sig på ingen måde velkommen. Rundt omkring var der mørke skikkelser, der ikke søgte øjenkontakt. Sjældent har jeg oplevet så kraftig en følelse af at være uvelkommen og David talte om, at det nok ikke var alt her, der så dagens lys. Helt enig. Alligevel indtog vi en espresso her.

Espresso skal der være tid til

Som nabo til ”Las Palmas” ligger et tilsyneladende forladt vandland spøgelsesagtigt hen, og ca. 100 meter længere væk lå en lille skurby. Den måtte vi besøge. Forrest dette hus, som jeg mistænker for at være baren ”Holiday Bar”, som også figurerer i ”Mord På Malta.” Dan Turèll har virkelig ramt plet med at bruge dette sted som bog-kulisse. Inde i skurbyen, blev uhyggen forstærket af en lille arrig hunds vrede glammen suppleret af en papegøjes skingre skræppen. Eneste person vi så var en fedladen person med tatoveringer helt op i nakken, der nysgerrigt fulgte os med øjnene. Ikke en man ønskede at klippe julehjerter med. Da vi kørte væk derfra, kunne vi ikke lade være med at filosofere, hvilke transaktioner, der fandt sted der. Smugleri var et af de mest fredsommelige gæt.

så ugæstfrit er der her

På trods af at Malta er voldsomt overbefolket kan man stadigvæk finde smukke, ensomt beliggende pletter. Overalt er der religiøse symboler f.eks. som her i form af en statue, der er placeret et totalt øde sted.

Religiøse symboler og statuer som her, finder man overalt på Malta

 

 

Et par dage senere var jeg med min kone på opdagelse i Valletta, for at finde det ”Red Light District”, som også omtales i ”Mord på Malta.” Det var ikke svært for den trafik foregik for det meste i gaden ”Straight Street”, lige i midten af byen. Engang var denne smalle gade fuldstændigt plastret til at værtshuse, bordeller og spillesteder, som flittigt blev benyttet af sømænd fra fjerne steder. Der er stadigvæk spor af det hektiske liv, der engang udspillede sig her. Et af de mest kendte bordeller var Silver Horse, som her ses på et gammelt foto.

Et gammelt foto af Silver Horse, et af de berygtede steder i Straight Street i Valletta

 

Dan Turèlls syn på malteserne.
Der er ingen tvivl om, at digteren satte malteserne umanerligt højt. Så højt, at han i en note forrest i ”Mord på Malta” skriver, ”at hvis alle maltesere blev beskrevet, som de engle de er, ville en kriminalroman være umulig” og i samlingen ”As time goes by” (Borgen 1989) skriver han i ”Brev fra Malta” blandt andet: Turister med erfaringer fra andre dele af Europa – jeg nævner ingen nationer, for ikke som dansk statsborger at skulle rødme – undrer sig som regel også over den udbredte maltesiske folkesygdom, ærligheden. Mange går rundt med et saligt euforisk smil om munden og fortæller om, hvordan de var kommet til at give en hund for meget – og fik den igen. En ældre, invalid dame jeg talte med havde sidst været i Italien og derefter næsten bestemt sig til aldrig at rejse mere: Uhøfligheden, de evindelige billige svindler-tricks og manglen på elementær hjælpsomhed jóg hende væk. På Malta blev hun behandlet som blommen i et æg, med mere forståelse end hjemme i Stockholm.”
Det er også mit indtryk at hæderlighed er dybt forankret i den maltesiske folkesjæl. Og så er de ikke tiggere, man mærker, at det er mennesker, der ikke vil synke så dybt som at snyde turister. På det område er Malta et dejligt rejsemål.

I Mord på Malta er Dan Turèll selv model til den navnløse journalist, der samtidigt er en god detektiv og kvindebedårer. Bogen har over 30 år på bagen, og jeg tvivler på at forfatteren i dag ville slippe godt fra følgende karakteristik af de maltesiske kvinder, som han serverer for læserne. ”Måske har De aldrig sét maltesiske piger, så jeg er nødt til at forklare, hvad der er det særlige ved dem: Det er at de er pigede som ingen andre piger. De maltesiske piger ligner en drøm. De er alle små, mørke og slanke, de bevæger sig som unge hjorte (hinder hedder det vist når det er hunner), de er iført hjemmestrikkede bluser og lange sorte nederdele. De smiler ofte, som om de har en hemmelighed eller fem gemt bag sweateren. De er en slags teenage – drøm, fordi deres teenage-tid varer så længe. De bliver altid gode elskerinder, gode koner, gode mødre, gode kokke – og efter fem år bliver de altid, som italienske kvinder, store svulmende matroner, der mest af alt ligner en krydsning mellem en bulldozer og en damptromle, men som ikke desto mindre stadigvæk har hinden siddende i øjnene.” Jeg skal nok afholde mig fra at udtale mig om maltesiske kvinder og nøjes med at konstatere, at begge køn er generelt mindre end os nordboere.

I As Time Goes By har Dan Turéll udbredt sig om Malteserne

Her sidder jeg på forfatterens faste plads i Joseph’s bar, drikker en CISK og sender min helt venlige tanker.

 

Cisktid

Det fordelagtige omdømme som blandt andet Dan Turèll var med til at skabe om Malta har lidt skade i de senere år. Især har det vakt genklang verden over, at den kritiske journalist Daphne Carvana Galizia i april 2018 blev slået ihjel af en bilbombe. Hun bekæmpede korruption og havde blandt andet afsløret, at Maltas premierministers kone havde gemt penge i skattely i Panama. Det er også kommet frem, at man kan købe sig til et statsborgerskab i Malta, hvilket mange russere angiveligt har benyttet sig af. Endvidere har mange firmaer, der står for væddemål på nettet slået sig ned her i uskønt selskab med firmaer, der låner penge ud til ågerrenter. Noget der trækker meget ned i landets omdømme. Men det får mig ikke til at forandre på min mening om, at mødet med den almindelige Malteser er en meget behagelig oplevelse.

Arkitekt og professor emeritus fra Kunstakademiets Arkitektskole Hans Munk Hansen var til stede i april i år ved indvielsen af 5 nye feriehuse på MHC. I dag er han 92 år, men absolut still going strong.

Hans Munk Hansen – arkitekten der i sin tid tegnede MHC – var æresgæst i April, da der blev åbnet nye huse.

Snart følger ca. 25 huse efter. MHC blev opført fra 1975 til 77 og var 7 år undervejs, fortalte professoren mig. I dag er feriebyen et eksempel på dansk arkitektur i verdensklasse. De nye huse ser godt nok lidt golde ud, og sådan har der givetvis set ud over det hele, dengang man byggede MHC.

Lidt goldt ser det ud omkring de nye huse, sådan har det givet også set ud overalt, da MHC blev bygget

 

 

Før vi rejste hjem fandt jeg ud af at destinationschefen på MHC, Marianne Rydahl Stellini, også havde været ansat på stedet, dengang Dan Turèll slog sine folder dér. På trods af stor travlhed omkring indvielsen af de nye huse, fik jeg lejlighed til at veksle ord med hende om dengang. Marianne bekræftede, at Dan vakte stor opsigt med sin store sorte hat og de sorte negle og mente, af hans familie var med til at skærme ham fra alle de mange nysgerrige turister, der måske noget uventet delte feriedestination med den særdeles berømte dansker. Dans skudsmål fra de øvrige ansatte, som stadigvæk huskede ham, blev bekræftet. Han levede et stille liv, drak sin alkohol i baren ved den faste plads ved indgangen og passede i øvrigt sig selv. Og så var han flittig ved skrivemaskinen.

Undertegnede taler med Marianne Rydahl Stellini om Dan Turéels tid på MHC.

Jeg gjorde det til min vane at sidde på Dan Turèlls plads foran Joseph’s Bar på MHC. Ikke alene på grund af respekt for digteren, men fordi det er den bedste plads, hvis man er solhungrende og ikke kan fordrage træk. Dér faldt jeg i snak med andre danskere, der gerne ville høre mig fortælle om Dan Turèll. Jeg havde netop rost hans ”Vangede Billeder”, da hatten, som jeg havde lagt på bordet, løftede sig. Var det magi, eller et tegn fra oven på, at Dan hørte min ros og på sin måde sagde tak? Jeg ved det ikke, svaret blæser i vinden.

Her fik den ofte, så hatten passer

Kærlig hilsen fra Pater Peter.

8 Replies to “Dan Turéll på Malta-sidste ombæring.”

  1. Hej Peter;du har “bårer”mig rundt på øen,som jeg aldrig har besøgt,men hold op,hvor du har skrevet tillokkende og underholdende og så de fine billeder ! Godt gået.
    Kh Lise G.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *