I Dan Turèlls Fodspor.

I Dan Turèlls fodspor på Malta.

Midt i halvfjerdserne ”opdagede” jeg Dan Turèll, hvor han havde en klumme i Politikens weekendtillæg ”I Byen.” Jeg faldt pladask for hans stil og blev fast læser af hans klumme.  Siden har jeg grundet over, hvad der var så specielt. Det, jeg er kommet frem til, er, at man så tydeligt mærker personen bag ved ordene, for her er intet filter. Hvis der var noget, han var utilfreds med, så kom grovfilen frem. Dertil kom en fantastisk iagttagelsesevne og en fotografisk hukommelse tilsat finkornet humor eller ramsaltet satire, alt efter hans øjeblikkelige humør. Senere udkom klummerne i bogform, og jeg tager tit en af samlingerne frem og nyder teksterne. Godt middel mod dårligt humør og gråvejr.

Vangede Billeder.

Min begejstring steg yderligere, da jeg fik fat i et eksemplar af ”Vangede Billeder”. Titlen lød ikke lovende, men bogen viste sig at være en hjertevarm beskrivelse af Vangede, det proletarområde i Gentofte, hvor Turèll voksede op. Hvis du ikke har læst bogen, så er det en gave, der venter på at blive pakket ud.

 

Skattevæsnet.

Efterhånden som jeg fulgte hans liv, følte jeg stadig større forståelse for hans ofte yderligtgående synspunkter, fordi jeg selv havde store problemer med at tilpasse mig samfundet og tænkte i samme baner som han. Men Dan var mere anarkistisk end jeg. Tidligt bed jeg mærke i, hvor skidt det gik, når man ignorerede skattevæsnet, så da jeg startede et antikvariat og også gik ud og spillede om natten, var noget af det første jeg gjorde at hyre en revisor, som kunne holde skattevæsnet stangen. Dan Turèll derimod brugte hele møllen, da han scorede kassen på ’Vangede Billeder ’og undlod konsekvent at besvare henvendelser fra skattevæsnet. Den gæld han kom i, forfulgte ham resten af livet, og selvom han gjorde mange behjertede forsøg på at komme fri af skattevæsnets jerngreb, så lykkedes det ikke.

Sølvstjernerne.

Det mest vellykkede forsøg gik ud på at markedsføre sig selv som ”Onkel Danny” med sortlakerede negle og stor, sort hat samt slængkappe. Det gjorde ham Danmarksberømt. Senere kom også et forsøg på at skabe en karriere som sanger/entertainer sammen med ”Sølvstjernerne”, et til lejligheden skabt band. Det er muligt, at han har nydt at optræde som sanger, men på mig virkede det desperat og umusikalsk og holdt kun en kort tid.

 Karma Cowboy. Endnu en succes med omslag kreeret af Peter Bundgaard

Dan Turèll  og Carl Barks.

Dan Turèlls produktion er kolossal, og det er svært at vælge mellem de mange perler, men serien ”Onkel Danny fortæller” samt ”I Byen” antologierne er efter min mening en skattekiste af muntre og triste historier samt erindringer tilsat fin hverdagsfilosofi ofte med et politisk tvist. Han vender ofte tilbage til tegneren Carl Barks, der huskes som en fremragende tegner og historiefortæller, som med sine Anders And -historier fik beundrere verden rundt. Carl Barks var i hans øjne en sværvægter i kunstens verden, og en mening som jeg deler.  

Her ses forsiden til en af Carl Barks mest kendte historier ” Lejrturen”, solohæfte nr. 14 fra 1954. En temmelig uhyggelig historie, hvor Barks gør tydeligt opmærksom på, at vi skal passe på naturen. En historie, der gjorde stort indtryk på den tids Anders And læsere, og hvor Carl Barks distancerede sig klart fra datidens tegneserieskabere.

På slap line.

Jeg har kun oplevet Dan Turèll optræde en enkelt gang. Det var helt tilbage til slutningen af halvfjerdserne, hvor han holdt et foredrag om den amerikanske kriminalroman. Det foregik en eftermiddag i Herlev Teaterbio. Der var stillet en talerstol op, og der stod onkel Danny så og underholdt. Spinkel og afpillet var han og meget afdæmpet. Han fortalte om forskellen på amerikanske kriminalromaner og engelske ditto, som han ikke gav meget for. Det hele blev nærmest liret af, og først da han begyndte at tale om Raymond Chandler, kunne man fornemme, at han også mentalt var til stede.

Stilhed før stormen.

Der kom en pause, og efter den havde to store brød sat sig lige foran ham. En af dem, den største, var i islandsk sweater og havde et kæmpe, viltert hvidt hår. Da foredraget begyndte igen sad de og kom med lyde og bemærkninger tydeligvis for at bringe ham ud af fatning. Det lykkedes ikke, men så begyndte de med fødderne at skubbe til og vippe talerstolen, der rokkede faretruende. Det lykkedes for Turèll at bevare fatningen et stykke tid, men så havde han fået nok og forlod talerstolen med en pludselig bevægelse. Han går hjem, tænkte jeg, der sad i første parket og overværede optrinnet. Men nej, for den provokerede foredragsholder stillede sig op lige foran den værste plageånd og langede ham en på kassen. Et par sekunder var der tavshed, men så brød et slagsmål imellem de tre løs. Heldigvis havde personalet observeret udviklingen og fik hurtigt skilt parterne. Det var meget heldigt for Dan Turèll, for ellers var han næppe kommet hjem i et stykke. Bøllerne blev naturligvis smidt ud, og Turèll fortsatte ufortrødent. Min konklusion dengang var, at han til dels levede i en helt urealistisk verden kombineret med et ustyrligt temperament. 

Sort Film.

Nedenunder ses forsiden til “Sort Film”, en lille samling tekster, hvor Dan Turéll fortæller om sit forhold til mange af de kendte kriminalforfattere, herunder George Simenon, Raymond Chandler og Dashiell Hammett. Udgivet på det lille specialforlag “Pinkerton”.

 

Kriminalromaner som sidste udvej.

I et sidste desperat forsøg på at komme fri af skattevæsnet begyndte Turèll at skrive kriminalromaner. Det blev til en lang serie, hvori ”Mord På Malta” indgår. Handlingen foregår delvis på Mellieha Holiday Center, hvor Folkeferie (tidligere Dansk Folkeferie) har en ferieby med 150 huse. Dan Turèll var tidligt begejstret for stedet og kom der ca. 20 gange. Han var også betaget af selve øen og af befolkningen, og i ”Mord På Malta” bliver der begået et mord i hus nummer 107 – det hus han altid boede i.

Min kone og jeg er også meget glade for at bo i hus 107, og jeg synes, at det er et pragtfuldt sted at skrive. Denne vinter har vi haft huset en måned. Vi vidste på forhånd, at huset har en pragtfuld beliggenhed, og det var en svir at bo der.

Dan sad ofte og skrev i en lille grotte, der er i husets gårdhave, så det måtte jeg naturligvis også gøre.

Som man ser, er vinduet fjernet, men ellers er huset og gårdhaven stort set uforandret i de sidste små 30 år.

Sådan så hus 107 også ud forfra på Dan Turèlls tid. Vi var der en måneds tid denne vinter, og der var sol i gårdhaven stort set hver dag.

 

Dan Turèll var en stille eksistens.

Sidste år nåede jeg at interviewe feriebyens receptionschef, malteseren Inez Cutajar, før hun gik på pension. Hun var den sidste person på stedet, som huskede ham. Inez håndterede problemerne, der opstod i 1993, samme år han døde, hvor han blev syg og måtte hjem i utide. ”Dan Turèll var en stille eksistens,” fortæller hun. ”Han kom meget i Joseph’s Bar – en lille beværtning i feriebyen – hvor han ofte sad alene og drak.” Når Dan Turèll undtagelsesvis var ved muffen, inviterede han gerne familien med til Malta, og Inez blev fine venner med forfatterens mor, som var kistestolt af sønnen. Hun erindrer ham bedst for hans særprægede ydre. Især de sorte negle huskes nu over 25 år senere.

Jeg har været så heldig at finde et foto, hvor de sorte negle er synlige

Mord på Malta til salg.

Nu er der ikke meget i feriebyen, der fortæller, at her har en af Danmarks mest kendte forfattere boet. I det sidste års tid er man dog begyndt at sælge ”Mord på Malta” både i det lokale supermarked og fra receptionen. Men de, der sælger bogen har ingen anelse om, hvem han var.

Han skulle holde sig til skrivemaskinen.

Dan Turèll spillede på saxofon og trompet. Det har han ikke skrevet særlig meget om, og dette talent er heller ikke fremvist for en større offentlighed. Måske er det godt for hans eftermæle.  Uden om feriebyen ligger store områder øde hen, som i folkemunde hedder Sibirien, og der sad kunstneren uden for hørevidde på en klippeknold og spillede sin sjæl ud. For nyligt begyndte jeg at spille på trækbasun og i fremtiden er det mig, der sidder i Sibirien og spiller mine melankolske jazzmelodier.

Sibirien.

Lige uden for feriebyen ligger store øde områder, som er udlagt til nationalpark. Er du ude efter en stille stund for dig selv,  så kan du gå her i timevis uden at møde nogen.

Agave.

Min kone Lene foran en Agave i udkanten af feriebyen. Planten er ca. 2,5 meter høj.

 

Dan Turèll skriver meget rosende om lokalbefolkningen og vi, der er kommet på Malta i snart 10 år, er af samme mening. Venlige, høflige og humoristiske er de, og meget sympatisk presser malteserne aldrig på for at få drikkepenge. Forfatteren havde en favorit øl, den lokale Hopleaf, som er en pale ale type øl, som varmt kan anbefales. Ikke dårligt med en god øl hen under eftermiddag i 107.

 

Som det fremgår trives vi på Malta, og vi er så småt på vej derhen igen,  for Malta har det med at gå i blodet. Men i ethvert paradis er der en slange, og det er trafikken. Hvem bedre end Dan Turèll kan udtale sig om den? Her kommer et lille citat fra bogen

”Onkel Danny Fortæller På Talløse Opfordringer”. (Borgen 1982)

”Man overhaler i maltesisk trafik til venstre og til højre, udenom og indenom, på langs og på tværs. Med mellemrum – på ca. 5 minutter – bliver al færdsel følgelig kaos, og så dytter alle i én uendelighed indtil kaos opløses af en tilfældighed eller ved en Guddommelig indskydelse fra én bilist der pludselig initiativrigt og uforudseeligt kører den anden vej eller baglæns, og som derfor giver tre andre mulighed for at dreje ulovligt til højre, hvorefter trafikken pludselig kan passere.”  Det er skrevet ’spot on’, og jeg kan tilføje, at der er kommet mange flere biler til siden forfatteren var på Malta. Man lærer hurtigt, at det er med livet som indsats at begive sig ud i trafikken. Det er et minus, men Malta har så meget at byde på, at det er i småtingsafdelingen. Prøv det.  

 

Først kom Johannes Døberen, så Kilroy, så Dan Turèll og til slut Pater Peter.

 

 

 

 

8 Replies to “I Dan Turèlls Fodspor.”

  1. Superfint indlæg. Hvad synes du om bogen “Mord på Malta”? og kunne du overveje at skrive fortsættelsen “Mor på Malta”, der kun skulle handle om Lene? (minus mord)?

  2. Hej Marie-Louise,
    Mord på Malta synes jeg er hans bedste kriminalroman blandt andet fordi
    den byder på så meget lokalkolorit. Men han er ikke i international klasse.
    Om der skal skrives en bog, der hedder mor på Malta skal jeg lige tænke over.
    Pater Peter.

  3. Meget fin beskrivelse af hvad Dan Turell stod for og som du måske er lidt misundlig på 🙂
    Jeg kan få helt lyst til, at læse lidt af hans udgivelser efter kun at have suget mediernes beskrivelser til mig indtil nu!

    1. Hej Jan,
      Tak for din kommentar. Jeg en måske lidt misundelig på hans evne til at producere
      tekst døgnet rundt ofte af høj kvalitet, hvor vi andre dødelige må kæmpe hårdt for at
      få noget ned på papiret. Jeg er ikke misundelig på den måde, han forkludrede sit liv med
      narko og sprut. Frem for alt var han en ordkunstner. Hvis du ikke har læst ham før så begyndt
      med Vangede Billeder. Et mesterværk om en tid, der var engang. Venlig hilsen Peter.

  4. Dejlig beretning om Dan Turell , en tur down memory lane. Husker stadig da man glædede sig til fredags-politiken og Dans sjove og interessante klummer. Mor på Malta lyder ikke dumt, det kunne nemt blive en bloddryppende thriller ; )

  5. Søde Peter.
    Skønt at læse om Dan Turell som jeg også har fulgt og beundret.

    Jeg nyder din humor.

    1. Hej Bente,
      Tak for dit indlæg. Jeg er netop i gang med endnu et afsnit af historien
      om Dan Turèll på Malta. Han er en meget fascinerende person som jeg aldrig bliver
      helt færdig med. Pater Peter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *