En oase i Gentofte

                                                 En oase i Gentofte.

For noget tid siden var jeg sammen med en gruppe venner kaldet ”De Vandrende Pinde”, hvor jeg spurgte, om der var noget i Gentofte, der påkaldte sig særlig opmærksomhed for det gode.

Det første, der blev nævnt, var hovedbiblioteket på Ahlmanns Alle. Der har jeg selv gode minder fra, og det er et af de sidste steder, jeg begiver mig hen, før jeg skal på ferie. Her findes det store udvalg af bøger.

Batmand er med på en kigger, så alt går ordentlig til.

 

Biblioteket, der blev indviet i 1985, er tegnet af arkitekt Henning Larsen, der har haft en heldig hånd. Lyst og let, nemt at finde rundt i, og tilmed udstyret med en indbydende cafe.

 

 

 

 

Imidlertid ligger Ordrup Bibliotek tættere på mit hjem, og det er det, jeg har brugt mest gennem mine snart 35 år i kommunen. Især i forbindelse med min første roman ” Blues For Degas”, netop genudgivet som e-bog hos Lindhardt og Ringhof, fik jeg god hjælp.

Utroligt, at kunne rekvirere bøger så langt væk fra som biblioteker i New Orleans, Louisiana, tilmed kvit og frit. I øvrigt har jeg kun mødt imødekommenhed, selvom vi ofte har været mange lånere, der har kæmpet om bibliotekarernes gunst.

Min første roman, der driver af erotik, hot jazz og alt det, som gør livet spændende. Lån den på biblioteket!


Jeg besluttede at opsøge hovedbiblioteket for at overrække en lille present. Som bekendt er Gentoftes mest kendte forfatter Dan Turèll. I mine meget unge dage var jeg antikvarboghandler og byttede mig til den første bog, hvor han blev præsenteret som Onkel Danny.

Det er en sjældenhed, og den skulle være mit bidrag til samlingen. Titel: Onkel Danny’s dadaistiske discjockey djellaba jazzjungle joysticks (1973). Her overrækker jeg bogen til afdelingsleder Elin Skyum-Nielsen, der tog sig tid til at tage imod mig. Måske ender den på Vangede bibliotek, der har en fin samling af Dan Turells bøger/produkter og som også udstiller værkerne.

Om bibliotekerne får lov til at overleve i deres nuværende form er svært at sige, men med de mange stærke tilbud der tilbydes, og den mulighed, der er opstået for at kunne lukke sig ind på filialbibliotekerne på tider, hvor biblioteket ellers er lukket, er mulighederne forbedret.

 

 

 

Pater Peter undersøger om der ikke er kommet smuds ind på biblioteket.
Afdelingsleder Elin Skyum-Nielsen i snak med Pater Peter om Dan Turell.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hånden på hjertet: Kunne du tænke dig vores samfund uden et ordentligt bibliotek? Jeg kan ikke og støtter helhjertet op om vores bibliotek! Så forhåbentlig er ovenstående god reklame for vores bibliotek og også for Dan Turèll. Tak til Jan Haugvik og Ivan Jensen for fotografier.

Pater Peter.

4 Replies to “En oase i Gentofte”

  1. Kære Pater Peter
    Du har helt ret i, at Hovedbiblioteket i Gentofte er en arkitektonisk, kulturel og personalemæssisk perle.
    Derfor er det fortjent at du giver dem din opmærksomhed gennem overrækkelsen af bogen skrevet i de tidlige dage af ”Onkel Danny”!
    Min afdøde kone brugte biblioteket meget fordi hun læste meget og varieret. Her fandt hun ofte hvad hun søgte eller fik en stor hjælp til at finde hvad hun ikke vidste eksisterede af litteratur!
    Jeg selv har mere brugt biblioteket til en kop kaffe i caféen som et mødested eller til at deltage i deres mangfolklige arrangementer, som foredrag, koncerter og film!

    1. Hej Jan,
      Tak for dit indlæg. I tider, hvor det virker som om der skal vendes op og ned
      på alting, er det værd at tænke over, hvilke værdifulde institutioner, som vi har
      og ikke tager dem for givet. Biblioteksvæsnet har fjernet sig milevidt fra dengang
      jeg var ung i halvtredserne, og jeg synes der har fundet en meget sympatisk åbning
      sted m.h.t. foredragsaftner og koncerter. Det er det nærmeste, vi kommer på et
      medborgerhus i Gentofte p.t.
      Pater Peter

  2. Kultur mig her, og kultur mig der – måske ikke ofte det mange forbinder med Gentofte Kommune. Så meget desto mere grund til at løfte Gentofte Bibliotekerne frem som et lysende eksempel på kultur, uanset hvordan man opfatter begrebet – og noget der virker! Ikke mindst den meget smukke ramme om Hovedbiblioteket på Ahlmanns Alle – genkendeligt tegnet af Henning Larsen – men også det vidende og meget hjælpsomme personale, og den imponerende samling af litteratur og musik samt tidsskrifterne. Læg også vejen forbi med børnebørnene og få en oplevelse! Tak til Pater Peter for at påskønne denne kultur-perle!

    1. Hej Oneeyed Jack,
      Kunne ikke være mere enig, og lad mig tilføje at Vangede Bibliotek
      har en stor skare tilfredse lånere, bl.a. fordi man har formået at
      skabe fornyet interesse for hjemstavnspoeten Dan Turell med skiftende
      udstillinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *